Optakt: Thisted skal svare igen mod FA 2000
Intet mindre end ni mål formåede Thisted FC at score i tirsdagens pokalkamp, hvilket viste sig at blive rundens største sejr. Det var øjensynligt modstand af tvivlsom kvalitet, som thyboerne stødte ind i, og øjenvidner hævder overfor LigaManager, at man kunne have scoret mindst en håndfuld mere.
Under alle omstændigheder var det kærkommen oprejsning oven på øretæven i første runde af sæsonen i CampoBet 2. division. Der skal nok være andre hold, som kommer til at tabe i Middelfart, men at være bagud 3-0 efter 27 minutter var en kindhest.
I hele sidste sæson indkasserede Thisted FC kun to gange tre mål i samme kamp. Her lukkede de fire ind. Det gjorde FA 2000 ikke mod divisionsfavoritterne fra B.93, men de endte dog med at tabe 3-1. Der var til gengæld flot oprejsning tirsdag aften, da de besejrede Fremad Amager med 1-0 i pokalturneringen.
Det giver uden tvivl en tro på, at man kan byde modstandere i denne række trods, og holder de deres solide fem-back-kæde, kan de ende med at berede Thisted FC problemer. De har Atici i karantæne efter sidste uges røde kort. Der er kickoff kl. 15:00 i Thisted og herunder kan du se, hvordan de to hold har klaret sig i træningskampene.
Formodede holdopstillinger:
Thisted: Raahauge – Andreasen – Fjeldgaard – Gyldenløve – K. Andersen – M. Andersen – Ejsing – JJ – Lagergaard – Nehme
FA 2000: Wedege – Amtrup – Peitersen – Troelsen – Minerba – El-Sayed – Thorborg – Christoffersen – Lodberg – Svensson – Özkul
Thisted FC
Thisted FC – Brabrand 2-1
Thisted FC – Holstebro 3-2
Silkeborg – Thisted FC 6-0
FA 2000
FA 2000 – Rosengård 2-0
Al Diriyah – FA 2000 2-0
FC Helsingør – FA 2000 3-0