Simon Wæver på plads i B.93
Foran en fantastisk kulisse på Østerbro Stadion fredag aften kunne B.93 præstentere deres seneste tilføjelse til spillertruppen i CampoBet 2. division. Simon Wæver har skrevet under på en tre-årig aftale med klubben. Et opsigtsvækkende skifte al den stund at Simon Wæver var fast mand for SønderjyskE i Superligaen i sidste sæson og desuden stod i startopstillingen i sæsonens to første kampe i netop Superligaen for samme klub.
“Jeg er helt vildt glad for at være hjemme i B.93. Jeg havde tre fantastiske år i klubben, og jeg glæder mig til at være sammen med både fansene og holdkammeraterne igen. Det er fantastisk at se, hvordan klubben har udviklet sig på så mange måder. 93 er en helt unik klub, som betyder utrolig meget for mig,” udtaler Wæver om skiftet til B.93s egen hjemmeside.
“Kærligheden og energien på stadion, da jeg blev præsenteret fredag, var helt rørende. Min familie og jeg elsker at være på Østerbro Stadion, og de glæder sig til at komme og synge med på Terrassen. Sportsligt skal vi levere præstationer, som både holdet og fansene kan være stolte af, og så skal vi tilbage i Betinia LIGA,” tilføjer han håbefuldt. Cheftræner Kasper Lorentzen klager selvsagt ikke over den nyligste tilføjelse til truppen.
“Simon er en fantastisk signing for os. Spillere med hans kvaliteter er altid velkomne, og vi er ikke i tvivl om, at han kommer til at bidrage med rigtig meget. Han giver os nogle andre kompetencer, end vi har i truppen i forvejen, og det gør os endnu stærkere.
“Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Simon tidligere, så jeg kender ham ikke kun som fodboldspiller, men også som menneske. Derfor ved jeg også hvilken mentalitet og personlighed han kommer ind med. Det betyder også noget, at Simon har valgt at vende tilbage til B.93.
“Det viser, at han har haft det godt i klubben, og at han tror på det, vi er i gang med at bygge. Jeg så ham til træning i dag, og det var en fornøjelse at se den kvalitet, han bringer. Vi glæder os over at få ham tilbage i B.93,” udtaler en glad Lorentzen i klubbens pressemeddelelse.