Kommentar: Der er mørke Witt-skyer over Lønstrups Hillerød
Det kører ikke for Slotsbyens Hold.
Krise er ikke det rette ord, men virkeligheden kradser i Hillerød.
Sidste år på samme tid af sæsonen havde klubbens hold i Betinia LIGA syv point. Forrige år fire. Dags dato er Hillerød noteret for nul efter tre kampe.
Det lagde Hillerød i øvrigt også fra land med i sæsonerne 2023-24 og 2022-23. Dengang endte Christian Lønstrups mandskab på henholdsvis 30 og 31 point, hvilket i begge sæsoner rakte til en syvendeplads og dermed ikke en plads i Betinia LIGAs oprykningsspil.
Der kan Hillerød stadig nå at ende i indeværende sæson, men det ser allerede nu svært ud.
Christian Lønstrup er uofficiel dansk mester, når det kommer til at få ufattelige meget ud af relativt lidt. Han er god til at udvikle spillere, men endnu bedre til at skabe hold, og det er her skoen trykker i skrivende stund.
Hillerød er nemlig solgt mange profiler og ser pt. ud til at være en enhed med alt for mange individualister, der repræsenterer klubben med salg for øje, end typer a la 33-årige Mr. Hillerød, anfører Jonathan Witt.
I kølvandet på Hillerøds 5-4 nederlag til Vejle i Nørreskoven i søndags gav han i øvrigt et opsigtsvækkende interview til Viaplay.
“Alle løb, alle kæmpede,” sagde han således om Hillerøds første år i Betinia LIGA, hvor holdet, i modsætning til i dag, opererede med en virkelighed, hvor holdet var vejen frem i forhold til sportslig (og økonomisk) succes.
Og skal Hillerød tilbage til den virkelighed, ja, så kræver det, understregede Jonathan Witt, “at trænerne får sat holdet sammen. For det bliver alt for individuelt lige nu, så det er meget, meget hårdt at være i.”
Måske endda så hårdt, at det ender med at være så svært at være i, at Hillerød mister deres kulturelle fakkelbærer, der har været i klubben i mere end ti år, spillet over 300 kampe, og som har været med på hele Hillerøds fodboldrejse fra Serie 2 til 1. division.
Jonathan Witt har i hvert fald flirtet kraftigt med Superliga-klubben Lyngby de seneste par uger, og i interviewet med Viaplay satte Hillerøds anfører såmænd også ord på Lyngbys attraktionsværdi:
“Hvis man bare har set lidt af deres første Superliga-kampe, kan man se, at de spiller fantastisk fodbold. Det skal jeg ikke være bleg for at sige.”
God fodbold har man så sandelig også spillet i Hillerød de seneste mange sæsoner under Christian Lønstrups vinger.
I den henseende karambolerer Hillerøds igangværende transferstrategi måske ikke direkte med managerens spidskompetencer. Men Hillerøds nye modus operandi på ledelsesgangene gør med sikkerhed ikke Christian Lønstrups arbejde lettere.
Måske bliver fremtiden endda så svær at navigere i, at det ender med at (også) Christian Lønstrup er fortid i Hillerød.
Vi får se. Sikkert er det, at Hillerød tager imod Aarhus Fremad på lørdag. Med nul point på kontoen.