Lønstrup bekræfter: Alle ved, at der er en interesse
Efter 10 år og mere end 300 kampe er Hillerøds bundrutinerede kulturbærer, Jonathan Witt, fortid på Slotbyens Hold.
Det har rygterne i hvert fald gået på de seneste dage, hvor Lyngby igen og igen er blevet nævnt som bejler til den 33-årige centerbacks arbejdskraft.
Og nu, ja, der bekræfter Hillerøds manager, Christian Lønstrup, at der er noget om transfersnakken.
“Alle ved, at der er en interesse,” udtaler Christian Lønstrup således til Sjællandske Medier, hvor han også understreger, at Jonathan Witt, der har været en integreret del af Hillerøds rejse fra Serie 2 til Betinia Liga, fortsat er en af klubbens bedste spillere.
“Man kan sige: Lyngby vil gerne have Witt, Witt kunne godt have interesse i at tage til Lyngby, og vi vil gerne hjælpe Witt med at få den oplevelse, det er at spille Superliga.”
“Så der er rigtig mange ting, hvor man er enige. Hvis man så kan blive enige om noget økonomi, så kan det da godt blive et godt ægteskab, tror jeg,” vurderer Christian Lønstrup til Sjællandske Medier.
Hvorvidt Hillerød og Lyngby kan blive enige, og om Jonathan Witt dermed skifter Slotbyens Hold ud med De Kongeblå, må tiden vise.
Sikkert er det, at Hillerød fredag aften spiller sæsonpremiere i Betinia Liga, hvor Christian Lønstrups mandskab møder AaB på Aalborg Portland Park. Et opgør, der fløjtes i gang klokken 19.00.