Vikarierende AB-anfører: Vi havde masser af kvalitet
I fraværet af Søren Illsø, der var ude med karantæne, var det Marco Vesterholm, som bar anførerbindet, da AB fredag aften forsvarede klubbens fjerdeplads i Betinia LIGA ved at vinde 3-0 over Vendsyssel.
Det var derfor Marco Vesterholm, der på bagkant af sejren, som i øvrigt var den femte i træk på eget græs, talte på akademikernes vegne:
“Vi var skarpe i dag på vores chancer. Vi vidste godt, at det ville blive en fysisk kamp. Vi gik ind i fysikken og vandt de dueller, der skulle vindes.”
“Vi viste oppe på deres banehalvdel, at vi havde masser af kvalitet. Så det blev ikke kun slåskamp. Anden halvleg blev mere rodet og de laver om på deres formation og vi kommer ikke helt op i pres. Kampen skulle derfor fightes hjem,” udtaler Marco Vesterholm til ABs hjemmeside og uddyber:
“Vi vidste godt, at de ville komme ud til anden halvleg med fuld hammer og de havde allerede lavet udskiftninger i første halvleg, så vi vidste, at deres træner nok havde været over dem i pausen.”
“Så derfor ville det i de første 10-15 minutter af anden halvleg være utrolig vigtigt ikke at lukke mål ind. Derfor blev vores spil måske også for defensivt. Men det gik og så var det dejligt at se, at Ramkilde lige lavede en kasse og lukkede ballet – det kunne man virkelig godt onde ham”, slutter Marco Vesterholm.