FA 2000 føjer gammel kending til divisionstruppen

FA 2000 kan i dag præsentere en ny tilføjelse til truppen i CampoBet 2. division. Klubben, der i lørdags sikrede sig sæsonens første ligasejr, henter unge Vegard Johansson “hjem igen”. Johansson har tidligere været en del af klubbens U19-hold. Nu venter der en anden slags fodbold på talentet.

“Vi er glade for at byde Vegard velkommen tilbage. Vegard er først og fremmest en fantastisk person, altid klar til at hjælpe, meget lærevillig og hårdtarbejdende. Som spiller er han en klassisk angriber med et stort potentiale,” siger cheftræner João Fernandes om sin nyeste spiller.

“Vi ønsker at fortsætte med at udvikle ham til den spiller, han kan blive, og se ham hjælpe holdet på banen,” føjer Fernandes til, mens Vegaard Johansson selv virker lykkelig for at være tilbage på Frederiksberg.

“Jeg er meget glad og begejstret for at være tilbage i blåt. Med tanke på, at jeg har været her før, ved jeg, hvor god kulturen og træningsmiljøet er her i FA. Jeg ser frem til en god tid her, hvor jeg kan lære og udvikle mig, men også gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe holdet gennem sæsonen.”

Næste opgave der venter for FA 2000 er HIK på udebane fredag aften med kickoff kl. 19:00.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet