Thisted FC forlænger aftaler med to klubikoner

Sæsonen er åbnet så sløjt, som den nærmest kunne åbnes. Tre kampe. Tre nederlag. Alligevel har to af klubbens kulturbærere valgt at sætte deres underskrift på en forlængelse af deres aftale. Det betyder, at anfører Emil Lagergaard og Mathias Andersen bliver i Thy mindst ét år længere.

Emil Lagergaard kom til klubben helt tilbage i 2018 og har rundet mere end 200 kampe for Thisted FC. Primært som venstreback. I sidste sæson blev det til 31 ligakampe, alle i startopstillingen. Ligesom Emil Lagergaard fik Mathias Andersen også sin fodboldopdragelse i AaBs ungdomsafdeling, men kom til Thisted i 2019. Det er blevet til mere end 150 kampe for Thy-klubben for den sjældent mundlamme midtbanespiller.

“Jeg nyder at komme her hver dag, og føler stadig at jeg har en masse at byde på rent fodboldmæssigt. Desuden er jeg sikker på, at vi kan flytte klubben et godt stykke”, siger Emil Lagergaard om forlængelsen af kontrakten.

“Jeg er selvfølgelig ved at være en af de ældre på holdet, men jeg elsker klubben, jeg elsker Thisted, elsker omklædningsrummet. Det er virkelig nogle gode gutter, der sidder derinde, selvom der har været stor udskiftning. Og ligesom Emil har jeg masser af fodbold i mig endnu,” tilføjer Mathias Andersen, som stadig har høje ambitioner for sæsonen.

“Du får mig aldrig til at sige, at vi bare spiller for overlevelse. Min ambition er igen i denne sæson top 6, selvom jeg er med på, at vejen dertil kræver hårdt arbejde.”

Første skridt på vejen dertil er lokalbraget mod arvefjenden Skive IK den kommende fredag aften kl. 19:00 i Thisted. Her jagter sidstnævnte altså sæsonens første point.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet