Ender Hobro i top seks? Gemini har svaret!

Der er kun spillet fire kampe af sæsonen, og der resterer derfor fortsat 18 runder af grundspillet i Betinia LIGA.

Det er med andre ord stadig umuligt at forudsige, hvilke hold der til foråret ender med en plads i top seks, og dermed skal spille om oprykning til Superligaen.

Og så alligevel ikke helt. For de to Superliga-nedrykkere, Vejle og FC Fredericia, ligner allerede nu et par solide bejlere til en plads i Betinia LIGAs oprykningsspil.

Det samme gør Martin Retovs version af Hvidovre, der med ti ud af tolv mulige point pt. indtager andenpladsen a point med Vejle.

Men hvem indtager de tre andre pladser i top seks?

Det har LigaManager bedt Googles AI-værktøj, Gemini, om at komme med et bud på, og vi har bedt Gemini basere sine bud på baggrund af de tal og statistikker ( taget fra 1-division.dk, red.), som landets næstbedste fodboldrække har kastet af sig i de seneste otte sæsoner, hvor 1. division har opereret med et op- og nedrykningsspil.

Og ja, der er naturligvis al mulig grund til at tage Geminis kig i krystalkuglen med et gran salt. Ikke desto mindre er AI-værktøjets bud på en kommende top seks et opsigtsvækkende syn, der utvivlsomt vil skabe glæde og mod på fremtiden i Hobro og omegn.

For som det fremgår af nedenstående liste, så ender Hobro, ifølge Geminis beregninger, blandt de seks bedste i grundspillet.

Geminis bud på top seks i Betinia LIGA
  1. Vejle Boldklub
  2. AaB
  3. Hvidovre IF
  4. FC Fredericia
  5. Hobro IK
  6. Aarhus Fremad / Esbjerg fB

Hvorvidt grundspillet i Betinia LIGA ender, som Gemini spår, må tiden vise.

Sikkert er det, at femte spillerunde i landets næstbedste fodboldrække finder sted torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA