OB før Fredericia: Bliver en svær modstander

I Fredericia er man ikke i tvivl. Aftenens møde med Superliga-klubben OB er ikke ‘bare’ en pokaldyst på eget græs. Opgøret er også intet mindre end ‘kampen om Lillebælt’.

Sådan lanceres begivenheden, der finder sted på Monjasa Park fra og med klokken 18.00, i hvert fald på Fredericias hjemmeside.

Helt samme swung beskrives 2. runde-kampen i DBU Pokalen ikke på OBs digitale platforme, om end fynboerne bestemt er klar over, at der venter dem en svær opgave i Jylland.

“Vi har brugt de sidste par dage på at restituere, fordi der er kort tid mellem kampene,” indleder OBs Peter Therkildsen og fortsætter:

“Samtidig har vi fået kigget på nogle detaljer omkring, hvad Fredericia gør, og hvad vi skal være skarpe på. Så vi har brugt dagene godt.”

“Jeg forventer, at det bliver en svær modstander. Det er klassisk for pokalkampe, at vi skal være ude og hive op i os selv, og bevise, at vi er bedre,” understreger Peter Therkildsen, der håber, at OBs fans vil møde talstærkt op i Fredericia:

“De medrejsende striber betyder alt for os. Det er fantastisk, når de tager med, og man føler sig virkelig bakket op. Det giver os den ekstra energi, vi har brug for, og det sætter vi uden tvivl stor pris på,” slutter Peter Therkildsen.

I sidste sæson, hvor begge hold som bekendt spillede i Superligaen, mødte Fredericia og OB hinanden fire gange. To gange i grundspillet og to gange i nedrykningsspillet. Alle fire opgør endte med en sejr til OB.

Udover Fredericia fra Betinia LIGA skal også Kolding IF i aktion i 2. runde af DBU Pokalen onsdag aften. Således skal Kolding en tur til Brønderslev, der står klar til kamp klokken 17.30.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA