AaB tilføjer Tielemans: Passer rigtig godt til mig

AaB har skrevet en treårig kontrakt med hollandske Mathijs Tielemans, der har hentet den 24-årige midtbanespiller i Excelsior.

Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

“Mathijs Tielemans er en spilintelligent og dynamisk spiller, som vi har et godt kendskab til,” indleder AaBs sportschef, John Møller, og uddyber:

“Mathijs er godt skolet i PSV, og han er en spiller, der kommer godt rundt på banen. Dertil har han hurtige fødder og dækker både sekser- og otterpositionen på den centrale midtbane, og vi ser ham som en klar forstærkning af vores trup,” slutter John Møller.

Selv ser Mathijs Tielemans ikke overraskende frem til at trække i AaB-trøjen:

“Jeg glæder mig meget over at være her. I sidste uge trænede jeg med i et par dage og fik mødt trænerstaben og holdkammeraterne, og jeg havde med det samme en god fornemmelse.”

“Spillerne gav mig en fantastisk velkomst, og ud fra træningerne og mine samtaler med John og Steffen (Højer, AaBs cheftræner red.), synes jeg også, at den måde, man træner på og ønsker at spille på, passer rigtig godt til mig som spiller,” forklarer Mathijs Tielemans og fortsætter:

“Jeg håber på at kunne bidrage med min erfaring fra mange Æresdivisionskampe og være med til at få sat spillet på midtbanen, hvor jeg gerne vil spille hurtigt, skabe chancer og bryde linjer. Og så håber jeg, at vi som hold kan sammensætte en serie af gode præstationer og sejre, så vi kan få skabt momentum,” slutter Mathijs Tielemans, der fik sin fodboldopdragelse i PSV inden turen gik til Vitesse og seneste Excelsior.

Nu fortsætter karrieren i AaB, der fortsat er skidt kørende i Betinia LIGA. I weekenden måtte AaB således nøjes med 0-0 hjemme mod tabellens bundprop fra HB Køge, og AaB er nu oppe på fire kampe uden sejr i landets næstbedste fodboldrække.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA