Superliga: 3xTakeaway fra 6.spillerunde

Viborg buldrer afsted, FC Nordsjælland legede sig frem på førstepladsen, og Sønderjyske slider med tingene. Superligaens sjette spillerunde bød på masser af interessante historier. Her er rundens tre takeaways.

Bedste sæsonstart i 20 år!

I sæsonens første kampe skød Viborg med løst krudt, men nu plaffer de grønblusede mål i kassen. To mod AGF, fire mod FCK og tre mod Horsens.

Med tre friske sejre i bagagen står midtjyderne noteret for 13 point i sæsonens første seks runder. En flot start, som ikke er set bedre på de kanter i 20(!) år.

I 05/06-sæsonen hentede Viborg også 13 point i de første seks kampe, men dengang vandt de hverken i runde syv eller otte.

Det bør der til gengæld være glimrende muligheder for i denne omgang, da Lyngby og Silkeborg venter i de to kommende runder.

FCN er Superligaens bedste hold

FC Nordsjælland har været helt ustyrlige i sæsonens indledning med ni sejre ud af 11 mulige på tværs af Superliga og Conference League-kvalifikation.

I flere af de europæiske kampe har nordsjællænderne splittet deres modstander ad, og det samme gjorde de i weekendens topbrag mod Brøndby, som ellers kom ubesejrede til Farum.

En skarp og dominerende indsats sørgede for en fortjent 3-1 sejr, og lige nu ligner FC Nordsjælland Superligaens bedste hold.

Kan Tigrene gribe ud efter guldet i denne sæson?

Sønderjyske i frit fald

Thomas Nørgaard er fortid i Sønderjyske. Det samme er profiler som Hyseni, Sommer og Magnus Jensen. Og det samme er det stabile fundament, som sønderjyderne havde fået stablet på benene.

Ét point i seks kampe og en aktuel 12.plads taler sit tydelig sprog om et hold, som er milevidt fra seneste sæsons niveau, og for hver runde ser det mere og mere kritisk ud i forhold til tabellen.

De to næste runder byder på kampe mod Superliga-oprykkerne Horsens og Lyngby, og de kampe skal død og pine kaste point af sig, hvis ikke Fatah Abdirahman skal begynde at frygte for sin jobsikkerhed.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen