Mens du halvsov: Seks handler kort før deadline
Onsdag aften, nærmere betegnet klokken 23.59, lukkede transfervinduet som bekendt i Betinia LIGA, og der var stor aktivitet helt frem til deadline.
Var du en af dem, der faldt i søvn før tid, så bringer LigaManager dig hermed et overblik over de sene handler i landets næstbedste fodboldrække.
Vi starter i HB Køge, hvor Svanerne har styrket flokkens offensive kreativitet ved at hente Fisnik Isaki i B.93.
Herfra skynder vi os videre til AB, der på falderebet skrev en fireårig aftale med den 20-årige kantspiller, Jermain Fernandes, der er hentet i De Graafschap.
De sidste timer af Transfer Deadline Day bød også på en handel internt i Betinia LIGA. Således skifter Søren Andreasen fra Hobro til Aarhus Fremad, hvor 30-årige angriber tidligere har produceret 59 mål og 14 assists i 86 kampe.
Hillerød nåede også at sikre sig en ny gammel angriber, nemlig Hakim Sulemana, der tidligere har været udlejet til Slotbyens Hold, men nu bliver en permanent del af manager Christian Lønstrups mandskab.
Sidst, men ikke mindst, så solgte Hvidovre 24-årige Marius Elvius til norske Kristiansund, ligesom Vejle sendte Stefan Velkov til Sønderjyske.
Du kan danne dig et overblik over samtlige sommer-handler i Betinia LIGA lige HER!