Glad Jeffrey Papa hilser på B.93-fans: Alle har det godt her
Ved et fan-arrangement torsdag aften på Østerbro kunne fanklubben for B.93 præsentere klubbens seneste to tilføjelser. Mads Abrahamsen er kommet til fra OB, mens Jeffrey Papa er hentet i Kolding.
Den karismatiske offensivspiller troppede low-key op i et sweatshirt med ICON på brystet, måske for ligesom at sætte tonen for et ophold. Dertil var smilet så bredt som en highway i Californien, for han var tydeligvis glad for at være tilbage i København.
“Jeg er rigtig glad for, at skiftet til B.93 er faldet på plads. Som københavner kender jeg selvfølgelig B.93 rigtig godt. Der er store ambitioner i B.93, og jeg kommer hertil for at være med til at indfri dem. Jeg glæder mig til at træde ud på Østerbro Stadion og komme i gang,” siger den 22-årige offensivspiller til B.93s egen hjemmeside.
“Det er en klub med en stærk identitet og en særlig historie, så det bliver fedt nu selv at skulle trække den hvide trøje over hovedet. Så glæder jeg mig til at lære holdet at kende og især til at spille foran klubbens fantastiske fans og forhåbentlig give dem noget at juble over,” tilføjede han.
“Jeffrey er en offensiv spiller, der kan dække både 9’er-positionen og kanten. Han kommer med nogle spændende kvaliteter på bolden kombineret med fart og evnen til at udfordre sin direkte modstander. Vi ser frem til at få ham ind i vores miljø og arbejde videre med hans udvikling,” kom det fra en tilfreds Nicolas Lendal Munch-Jensen til samme organ.