Fjeldgaard-hovedstød vinder rundens mål i CampoBet 2. division
I skarp konkurrence med ikke mindst to dunder-mål fra henholdsvis Jonas Berwald og August Bryld, var det Thisted FCs Victor Fjeldgaard, som løb med kåringen til rundens mål i denne uge.
Tiden var ved at rinde ud i Sundby Idrætspark, og nede 1-2 stirrede Thisted FC ind i sæsonens femte nederlag af fem mulige. Så steg unge Fjeldgaard til vejrs på et præcist slået indlæg og nakkestødte kuglen i kassen.
Hans første mål for klubben og hans første mål i seniorfodbold efter skiftet fra AaBs U19-afdeling i sommerpausen. Og samtidig altså thyboernes første point i denne sæson i CampoBet 2. division. Og nu altså også sæsonens første kåring til rundens mål.
Victor Fjeldgaard løb med kåringen i tæt opløb med Brabrand IFs Jonas Berwald. Thisteds 19-årige angriber løb med 39,9 procent af stemmerne mod Berwalds 36,96 procent. På en tredjeplads kom Skive IKs August Bryld med syv procent af stemmerne.
Victor Fjeldgaard spillede anden halvleg, da Thisted FC torsdag aften mødte SønderjyskE i pokalturneringen. Her blev det til et 2-0 nederlag til Superliga-mandskabet. Sæsonens første sejr i CampoBet 2. division jagtes på søndag på eget græs, når Nykøbing FC kommer på besøg.
Tidligere vindere af rundens mål:
Runde 1: Frederik Christensen, Næstved Boldklub
Runde 2: Gustav Callø, Skive IK
Runde 3: Christoffer Daluiso, Næstved Boldklub
Runde 4: Nicklas Mouritsen, B.93