Analyse: Viborgs vej fortjener respekt

Viborg kan med en sejr over Lyngby i aften indtage førstepladsen.

Ro på. Det er bare syvende runde, og det er ’kun’ Viborg. Ja tak. Men vi er snart en tredjedel gennem grundspillet, og Viborg signalerer med stor styrke, at de agter at tage en plads i top-6. Igen i år.

Og det i en sæson med fire – måske fem – billetter til Europa via ligaen, alt efter hvem der vinder pokalturneringen.

I dansk fodbold er vi generelt ikke ret gode til at rose. Men Viborg fortjener arnerkendelse og respekt. Og ikke kun på grund af 4-0 over FCK forleden; vi kender alle Superligaens jævnbyrdighed godt nok til at vide, at næste gang de to klubber mødes, så er det måske løverne, der scorer fire gange. Superligaen er så uberegnelig som vejret i Paris i maj. Men Viborg ligner, at de for alvor har gang i et bæredygtigt projekt med tidshorisont og ambitionsniveau.

I 2008 rykkede Viborg ned efter ti år i Superligaen. To år senere kunne man læse, at klubben var tæt på konkurs. ’Vi mangler tre til fem millioner,’ lød det fra direktør Morten Jensen.

Fem år blev det til i den næstbedste række. Med skindet på næsen. Derefter fulgte sæsoner som elevatorhold, hvilket mange stolte klubber – det kunne være AaB – kan tale med om er en rasende dyr omgang. Til tider ligefrem livstruende.

I 2020/21 vendte Viborg så tilbage til den bedste række. Det er altså kun seks år siden. Seks år kan i fodboldens univers både være en evighed og den udvidede udgave af et øjeblik.

Et langsomt øjeblik måske?

Seks år er en evighed eller et lysglimt

De færreste fodboldtrænere holder seks år i samme klub. Det hører efterhånden også til sjældenhederne, at en spiller bliver seks år det samme sted. Man hører ofte en spiller, umiddelbart efter at være blevet præsenteret i klub X, tale om ambitionerne om hurtigt at komme videre til en større klub.

Fodbold har fart på.

Medmindre der er tale om strategi.

Det kan tage frygtelig lang tid at implementere en strategi, eksekvere på den og skalere den, indtil man lander det sted, hvor man gerne vil være. Der er masser af faldgruber undervejs. Især i en følelsesbetonet størrelse som fodbold. Her investeres med hjertet, men der er sjældent ilt nok til hjernen.

Et eksempel på en klub, der er gået fra ligegyldighed til rampelys, er Brentford. Den lille klub i det vestlige London har nidkært holdt fast i en datadrevet strategi, der har båret frugt, men ikke uden stormvejr undervejs. Hvem husker ikke Thomas Franks første tid som træner for Bierne, hvor nederlag fulgte nederlag? Ledelsen stod fast. Og vandt på det. Det krævede mod og kostede et utal af arbejdstimer.

FC Nordsjælland er et hjemligt eksempel. Klubben har holdt fast i sin talentstrategi, som har kastet enorme salgssummer af sig, men samtidig måttet lægge ører til kritik for at være for uambitiøs. Denne sæson, med tilgangen af Victor Nelsson og en trup, der ser ud til at have fået et markant kvalitetsløft, ligner det for alvor, at FCN vil stemple ind som tophold.

Det har taget tid.

Viborg kender den rejse. Og viser en anden vej end dem, der forventer nogle millioner kan give et hurtigt fix og jubelbrøl på kort tid.

Elevatorhold

På seks år har klubben forvandlet sig fra elevatorhold til en etableret Superliga-klub med tæft på transfermarkedet, et godt øje for ellers vanskelige spillermarkeder som det hollandske, franske og østeuropæiske samt blik for danske talenter med Thomas Jørgensen som det bedste eksempel.

Det er muligt, at rivalerne fra FCM har solgt spillere for astronomiske beløb denne sommer, men Viborgs salg af to spillere for samlet omkring 10 millioner euro er et stort plus i regnskabet – og for strategien i en klub, der på relativt kort tid har bidt sig fast i den bedste del af Superligaen.

Og måske endnu vigtigere: Når Viborg spiller, er det med et tydeligt udtryk, et stærkt sammenhold og en kultur, der signalerer et bæredygtigt projekt. Og det vil stadig kræve hårdt arbejde. Slipper man roret et øjeblik, så kan det føre til forlis. Spørg bare i Esbjerg. Fra Europa til divisionerne.

Viborg fortjener anerkendelse i en tid med mange historier om dårligt drevne klubber med store huller i budgetterne. Eller klubber købt af udenlandske investorer, der dukker op uden en plan.

Og måske kaster det en førsteplads i aften?