FC Roskilde og Kasper Nyegaard ophæver kontrakten
Efter 85 minutter af den sidste ligakamp i CampoBet 2. division i sidste sæson forlod Kasper Nyegaard banen. Han blev skiftet ud til fordel for Hørdur Askham i dét, der endte med en sejr på 3-2. Det var de sidste minutter, Kasper Nyegaard spillede i sin FC Roskilde-karriere.
Tidligere på sommeren annoncerede klubben, at han havde valgt at tage en pause væk fra fodbolden. Nu meddeler FC Roskilde, at samarbejdet helt stopper. Per omgående. Desværre.
“Efter en periode væk fra fodbolden, er vi sammen med Kasper Nyegaard blevet enige om at ophæve samarbejdet. Han har efter grundige overvejelser og en pause fra fodbolden, ytret ønske om at rykke permanent hjem til Fyn, tættere på familie og venner.
“Det er en beslutning, vi har respekt for, og som vi accepterer. Han kom til FC Roskilde for lidt over to år siden, og har siden ankomsten udviklet sig til at være en markant profil. Både på og uden for banen,” skriver klubben på sin hjemmeside.
Kasper Nyegaard nåede at spille 65 kampe i lyseblåt, og bar trods sin unge alder også anførerbindet flere gange. Nyegaard kom til domkirkebyen fra Næsby, hvor han fik sin fodboldopdragelse.