Næsby-træner om målrig stime: Vi sælger billetter!
Næsby nedlagde Hørsholm-Usserød lørdag eftermiddag. Sejren til trods var det en måske lidt overraskende utilfreds cheftræner Nicolai Wollenberg, som efterfølgende udtalte sig overfor klubbens egne medier.
”Det er ikke godt nok”, kunne man høre ham konstatere, selvom der blev sat tre point på kontoen, og han uddyber gerne, da LigaManager fanger ham på telefonen.
”Jeg kan ikke lide, når vi ikke er i kontrol. Så det er ikke bevidst, at det bliver sådan nogle cirkuskampe”, indrømmer Wollenberg efter en sæsonstart, der har set holdet score 13 mål. Det har kun Holbæk gjort bedre. Til gengæld har man også indkasseret 11.
”Det er for vildt, og det var det også i nogle kampe i sidste sæson. Her i weekenden havde jeg lidt samme fornemmelse, som den kamp sidste år mod Odder, hvor vi vandt 5-4. Det var frem og tilbage, og jeg synes, det bliver for hektisk. Men det er fordi, vi har en ultimativ spillestil. Det koster en gang imellem,” erkender Nicolai Wollenberg, som førte Næsby til en tredjeplads i sidste sæson.
Den ultimative spillestil har i de seneste fire kampe set Næsby vinde 5-1 og 5-0, derefter tabe 3-2 efter en 2-1 føring og så kulminere med 4-3 i weekenden. Efter føring på både 3-0 og 4-1.
”Ja, vi sælger billetter”, som Wollenberg konstaterer med et grin, men ellers er han ikke ubetinget tilfreds med, hvordan de første seks kampe er forløbet i CampoBet 3. division.
”Vi kunne godt have haft lidt mere. Jeg synes, at vi fortjente et kryds ovre i Holbæk. Ifølge expected points skulle vi også have haft mere. Omvendt er sæsonen også stadig i sin tidlige fase, og det er ikke alt, der har sat sig 100% endnu.
”Det gælder for os om at prøve at være kontinuerlige i vores performance og så se, om det ikke kaster de point af sig, som vi håber på. Det skulle gerne række til oprykningsspillet i første omgang,” fortsætter cheftræneren.
Han fik i sidste uge tilført en spiller med erfaring fra både Betinia LIGA og CampoBet 2. division i form af Kasper Nyegaard. Den tilgang klager Wollenberg ikke over.
”Nu er han kommet lidt sent ind og har ikke på samme måde som de andre spillere holdt sig i gang. Men det kan gå hen og blive en kæmpe gevinst. Der er ingen tvivl om, at når han kommer i rigtig god fysisk forfatning, har vi en dygtig midtbanespiller der.”