10 største klubkampe på dansk grund

Der er spillet mange store klubkampe på dansk grund igennem tiden, men hvilke er de største? Ligamanager har dykket ned i historiebøgerne og bringer dig her en top 10 over de største kampe som er spillet i Danmark igennem tiderne.

  1. FC København – FC Barcelona, 1 – 1. 2. november 2010

Mægtige FC Barcelona skulle til Parken og spille en råkold tirsdag aften i november, og det var ikke hvilket som helst FC Barcelona hold – det var Pep Guardiolas dream-team og, måske, det bedste klubhold nogensinde. Efter et ubehageligt sammenstød mellem Dame N’Doye og Victor Valdés tidligt i kampen, fik selveste Lionel Messi bragt gæsterne i front inden Claudemir blot et enkelt minut senere sendte Parken i den syvende himmel, med sin scoring til kampens slutresultat 1-1. Københavnerne fik i den grad vist international klasse, da verdens bedste fodboldhold kom på besøg og fik kamp til stregen. 

  1. Brøndby IF – AS Roma, 0 – 0. 10. April 1991

Efter at have ekspederet bl.a. Frankfurt ud af UEFA Cuppen stod Brøndby IF nu over for mægtige AS Roma i turneringens semifinale. Brøndbyerne startede på hjemmebane på et stuvende fyldt Brøndby Stadion, som i dagens anledning er udbygget med midlertidige mobiltribuner. AS Roma stiller til start med stjerne som Aldair, Rudi Völler og Thomas Berthold. Kampen endte 0-0 efter flere gode chancer til hjemmeholdet. Drømmen om en europæisk finale brister i det modsatte opgør, hvor Rudi Völler scorer i kampens sidste minutter og sender Rom-klubben til finalen, hvor de senere taber til Inter. At et dansk hold står i en europæisk semifinale er historisk, og siden har ingen andre været tæt på. 

  1. B 1903 – Bayern München, 6 – 2. 22. oktober 1991

B 1903 vinder 6-2 over almægtige Bayern München. Det lyder som et futuristisk scenarie i et Football Manager spil, som der er blevet spillet lidt for mange sæsoner – men det er skam sandt. B 1903 tæskede Bayern München. Gentofte Stadion dannede rammen om kampen i 2. runde af UEFA Cuppen, og på kommentatorpladserne sad Tommy Troelsen og Bayern Münchens Brian Laudrup, som var skadet og havde takket ja til hvervet som medkommentator. Sydtyskerne kom planmæssigt foran i 1. Halvleg inden Michael Manniche udlignede til paustillingen 1-1. I 2. halvleg gik ‘3’erne’ målamok og scorede hele 5 mål gange inden fløjten lød til slutresultatet 6-2. B 1903 gjorde arbejdet færdig i Tyskland et par uger efter, og ekspederede Bayern München ud af turneringen.

  1. FC København – Manchester United, 1 – 0. 1. november 2006

FC Københavns første Champions League gruppespil, og FC Københavns første sejr i Champions League. Parken har i hele klubbens europæiske historie vært et fort, og det fik superstjernerne fra Manchester United at føle på denne novemberaften i 2006. Efter at københavnerne var blevet kørt ud på røv og albuer på Old Trafford var returopgøret mere jævnbyrdigt, og endte med en sejr til hjemmeholdet da Marcus Allbäck scorede kampens eneste mål efter en dødbold. Kampen husket bl.a. også for Jesper Christiansens ‘bag-om-støttebenet’-dribling på en ung stjerne ved navn Wayne Rooney. En legendarisk kamp i ‘Løvernes’ historie, som i den grad sparkede døren ind til europæisk topfodbold i denne sæson. 

  1. OB – Real Madrid, 2-3. 22. november 1994.

Efter at have ekspederet estiske Flora Talinn ud i kvalifikationsrunden og efterfølgende nordirske Linfield & tyske Kaiserslautern i de første runder ventede mægtige Real Madrid i et dobbeltopgør i Europa Cuppens 3. runde. Til første kamp i Odense stillede gæsterne til start med bl.a. Michael Laudrup, Redondo og en stribe af andre verdensstjerner. Inden kampen blev OB ikke spået nogle chancer for at levere et resultat. Til alles store overraskelse bragte hjemmeholdet sig foran ved Michael Schjønberg inden at Real Madrid scorede to hurtige mål til stillingen 1-2, der skulle dog mere til at slå ‘Striwerne’ ud, og i 78. minut gjorde Jesper Hjorth det til 2-2 inden at Michael Laudrup afgjorde kampen i slutminutterne til slutresultatet 2-3. Et hæderligt resultat for det bravt kæmpende hjemmehold. Et par uger efter leverede OB ‘Miraklet i Madrid’ og vandt 0-2 på Santiago Bernabéu. En uovertruffen bedrift af et dansk hold i europæisk sammenhæng. 

  1. FC Midtjylland – Liverpool FC, 1 – 1. 9. december 2020.

Med det officielle tilskuertal for kampen værende 147, var kulissen til kampen ikke værdig til denne liste. Tværtimod. De tomme tribuner som følge af COVID-19 er dog ikke FC Midtjyllands skyld, hvorfor at de ikke skal straffes for den manglende stemning. FC Midtjylland kvalificerede sig i denne sæson til sit første gruppespil i Champions League, og der ventede mægtige Liverpool med Jürgen Klopp ved roret. FC Midtjylland havde blot fået et enkelt point i gruppespillet inden denne kamp, og midtjyderne formådede at fordoble deres pointantal ved at hive et yderst velfortjent point i land. Kampen er i skrivende stund FC Midtjyllands seneste i Champions League, men mon ikke Steinlein & co. har ambitioner om at vende tilbage i det fineste selskab hurtigst muligt. Denne gang med deres fans i ryggen på lægterne. 

  1. FC København – Manchester United, 4 – 3. 8. november 2023.

4 – 3. Uanset hvilken fodboldkamp der er tale om, så er det et vildt resultatet, men det her var ikke en hvilken som helst fodboldkamp – det var Manchester United der kom på besøg i Parken. Hjemmeholdets fans havde til aftenens kamp lavet en tifo med teksten “Your Theatre of Nightmares”, og hjemmeholdets fans fik ret. Efter en halv times spil havde Rasmus Højlund gjort det onde ved sin tidligere arbejdsgiver ved at lave to mål, men kort efter blev Marcus Rashford udvist og kampen ændrede fuldstændig karakter. FC København startede et vanvittigt comeback, som blev fuldendt da Roony Bardghji scorede til slutresultatet 4 – 3. Parken eksploderede og hjemmeholdets publikum fik vist hvor vild stemning der kan være når FC København spiller på hjemmebane i Europa – og for Manchester United vedkommende, der må Parken bestemt være et ‘Theatre of Nightmares’. 

  1. AaB – Manchester City, 2 – 0. 19. marts 2009.

Robinho, Vincent Kompany og Pablo Zabaleta på et stadion i Aalborg? Ja den er god nok. Om end det saudiarabiske imperium, som klubben nu er, var i sin spæde start, så var der flere særdeles prominente navne i Manchester Citys startopstilling. Aalborgenserne kæmpede bravt og flot hele kampen igennem og formåede at score to mål i kampens slutfase, og få kampen helt i straffesparkskonkurrence, hvor englænderne desværre trak det længste strå. AaB’erne var helt sikkert skuffede, men ser med garanti tilbage på kampene mod Manchester City med stolthed. Det nordjyske fodboldflagskib var millimeter fra at spille sig videre til kvartfinalen i Europa League. Det er en kæmpe præstation af en klub af AaB’s størrelse og fortjener helt klart denne 8. plads. 

  1. Brøndby IF – Bayern München, 2 – 1. 16. September 1998. 

I 98/99-sæsonen kvalificerede Brøndby IF sig til Champions League gruppespillet, men vestegnsklubben håb for turneringen tog et dyk efter lodtrækningen. Modstanderne i gruppespillet blev Bayern München, FC Barcelona og Manchester United. Når man ser på denne gruppe, forstår man hvorfor UEFA året efter introducerede gruppespil med en A, B, C og D seeded i hver gruppe. I første spillerunde i gruppen tog Brøndby imod mægtige Bayern München med bl.a. Oliver Kahn, Mario Basler og en aldrende Lothar Matthäus på holdet. Udeholdet kom planmæssigt foran i midten af 2. halvleg, men et sent selvmål og en endnu senere udligning af Allan Ravn sendte hjemmeholdets fans i den syvende himmel. Desværre blev det de eneste point som Brøndby IF fik i det års gruppespil, men hvilken aften som de blågule fans fik, og en aften som gav dem grund til at drømme om flere mirakler, som desværre udeblev. 

  1. FC København – Chelsea, 0 – 2. 22. februar 2011.

FC København kvalificerede sig videre fra gruppespillet som det første danske hold nogensinde i det ‘nye’ Champions League format. Efter et magisk gruppespil, som vi vender tilbage til længere oppe på listen, stod FC København her imod mægtige Chelsea i 1/8-finalen i verdens fineste turnering. ‘The Blues’ så bestemt ikke FC København som nogen walkover, og kom til København i noget nær stærkste opstilling. Chelseas superstjerner blev også en for stor mundfuld for det bravt kæmpende hjemmehold, som måtte indkassere et 0-2 nederlag. I returkampen kæmpede københavnerne sig til et hæderligt 0-0 resultat, dog uden nogensinde at være for alvor tæt på at levere miraklet. En stor aften i Parken, som desværre endte med et nederlag.