Hvidovre forlænger med Kjærgaard: En no brainer
Hvidovre har forlænget kontrakten med holdets 28-årige midtbaneprofil, Oliver Kjærgaard.
Det oplyser Hvidovre i en pressemeddelelse.
“Han er en værdifuld spiller for holdet – både i forhold til niveau, ansvar og kammeratskabet. Vi har rykket lidt rundt på ham i denne sæson, hvor han spiller central midt, og det har han løst til UG.”
“Han skaber den dynamik i holdet, som vi har ledt efter, og det klæder ham rigtig flot, så vi er glade for at kunne lande aftalen,” udtaler Hvidovres manager, Martin Retov, og giver ordet videre til Oliver Kjærgaard:
“Det var en no brainer. Jeg er glad for det, vi har gang i herude, og hele vejen rundt er Hvidovre et dejligt sted, så både min familie og jeg er glade for, at det er faldet på plads.”
“Jeg glæder mig til at bygge videre på et projekt, som jeg virkelig tror på og fortsætte den gode periode, vi har gang i lige nu. Som hold står vi et godt sted, og herfra skal det bare udbygges,” understreger Oliver Kjærgaard, der sammen med resten af Hvidovre endnu ikke har tabt en kamp i Betinia LIGA.
I stedet er det blevet til fem sejre og tre gange uafgjort, hvilket gør, at Hvidovre fortsat topper tabellen side om side med Superliga-nedrykkerne fra Vejle, der dog har et bedre målregnskab end Hvidovre.
Hvor mange år frem i tiden Oliver Kjærgaards nye kontrakt løber, oplyser Hvidovre ikke.