Superliga: 3xTakeaway fra 8.spillerunde

Fra FC Nordsjællands betondefensiv, til VAR-problemer, videre til Brøndbys formdyk. Superligaen bliver ved at kaste interessante historier af sig, og her har vi fundet frem til tre takeaways fra runde otte.

Beton-defensiv i Farum

Som regel er det FC Nordsjællands offensiv, som løber med overskrifterne, men i denne sæson har Farum-klubben fået fornemt styr på defensiven.

Ingen hold i Superligaen har indkasseret færre end FC Nordsjællands seks mål i sæsonens første otte spillerunder. Der er kommet nye boller på suppen.

Ifølge stats fra transfermarkt.com har nordsjællænderne kun én gang siden 03/04 indkasseret præsteret lige så god en defensiv start på sæsonen.

Jens Fønsskovs tropper har allerede krydset klinger med de sædvanlige sværvægtere FCK, FCM, Brøndby og AGF, men er alligevel sluppet fra de første otte runder med fire clean sheets.

Hvis den gamle traver om at ”defensiven vinder mesterskaber” står ved magt, ligger FCN altså lunt i svinget som det ser ud nu.

Ingen runde uden VAR-ballade

VAR har for længe siden gjort sit indtog i dansk såvel som international fodbold, men dommerfejl kommer vi nok aldrig helt til livs. Selv ikke med video assistant referee.

I ottende spillerunde var der igen flere bemærkelsesværdige situationer, hvor dommerne og videosystemet kom i fokus på mindre heldige måder.

I OB – Randers stank det af straffespark, da Askou blev løbet ned af Daniel Høegh, men Svend Funder blev end ikke kaldt ud til skærmen.

Det gjorde Jakob Karlsen til gengæld i FCN – AGF, hvor han skulle inspicere en albue fra Norheim plantet i brystet på Magnus Knudsen.

Den hændelse så dommeren igennem fingre med, men har efterfølgende erkendt, at det var en fejl.

Ak ja… Tålmodigheden med VAR er ved at være opbrugt.

Fra himmel til…helvede?

Brøndby fik en særdeles lovende start på sæsonen OG på tilværelsen under den nye chef Thomas Nørgaard.

De første fem kampe bød på fire sejre, en enkelt uafgjort, og masser af fine takter, men de spæde hvedebrødsdage er efterhånden et fjernt minde på Vestegnen.

Tre gange i streg er de blågule nu gået fra banen uden point. Nørgaards tropper har indkasseret hele 10 mål i samme periode, og i de seneste to har de tabt med hele tre mål mod Randers og FCM.

I næste runde kan ondt blive værre, når de brandvarme ærkerivaler FCK gæster Brøndby Stadion. Mon Brøndby-nedturen fortsætter?

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen