Retov før landsholdspause: Det kan vi godt blive bedre til

Hvidovre er gået på landsholdspause på toppen af Betinia LIGA. Endda med en historisk pointhøst i laden.

Således har ubesejrede Hvidovre spillet sig frem til 21 point i ni kamp, hvilket aldrig før er sket i klubbens 101 år lange historie.

Forude venter der så en ligapause på tre uger, der, ifølge Hvidovres manager, Martin Retov, skal bruges på at blive bedre i begge ender af banen.

Det fortæller Martin Retov til Hvidovres egne kanaler.

“Jeg synes stadig, at vi skal arbejde med vores defensive struktur, og så skal der stadigvæk arbejdes med de offensive relationer. Der kan vi godt blive bedre til at spille den rigtige bold, og træffe den rigtige beslutning på den sidste tredjedel.”

“Men når alt kommer til alt, så skal vi bare fortsætte i det spor, vi er.”

“Vi arbejder hårdt på træningsbanen, og det er også det, der gør, at vi får tippet marginaler over i kampene,” understreger Martin Retov, der efter landsholdspausen kan se frem til et vaskeægte topgør.

Her skal Hvidovre nemlig en tur til Nørreskoven, hvor Superliga-nedrykkerne fra Vejle, og nummer to i Betinia LIGA, står klar til kamp fredag den 9. oktober klokken 18.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA