Topscorerliste 3. division: Formstærke Morten Olsen haler ind

For anden weekend i træk var der ingen scoring af manden i førertrøjen på topscorerlisten for CampoBet 3. division. Til gengæld halede nogle af konkurrenterne ind på Magnus Schou fra Næsby Boldklub.

Han er stadig på førstepladsen med sine syv mål for denne sæson, men Karim el Haddouchi forkortede med sin scoring til slutresultatet 5-2 mod Ringsted afstanden Schou. Den er nu kun på ét mål.

Bagfra kommer også en formstærk Brønshøj-spiller i form af Morten Olsen. Han kom på tavlen for tredje weekend i træk for hvepsene og er nu på fem scoringer i alt. Dertil kan man lægge tre assists allerede, hvorfor offensivspilleren med en fortid i bl.a. HIK og Holbæk har gang i en solid sæsonstart.

Faktisk kan vi ændre det til et solidt år, for også i forårssæsonen var Morten Olsen flittigt scorende. Her tørnede han ud for Holbæk B&I og scorede otte gange alene i nedrykningsspillet. På ni kampe. Dertil kom seks assists.

Vi snakker med andre ord 13 mål og ni assists på de seneste 17 ligakampe, han har deltaget i. Den slags spillere sukker samtlige divisionsklubber efter.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet