Holbæk-træner: Slutter man med tre nederlag bliver vinterpausen lang
Der var spillet 13 runder af sæsonen i CampoBet 3. division. Holbæk B&I førte ligaen. Der var fire point til nærmeste forfølger og fem til den næste. Henholdsvis Brønshøj Boldklub og Vanløse IF.
Lige præcis de to modstandere, som ventede i runde 14 og 15. Endda på hjemmebane, hvor Holbæk havde vundet alt i denne sæson. Det tegnede som minimum lovende. Og endte med to skuffelser.
”Havde vi vundet de to kampe, havde det været en helt anden snak,” som cheftræner Saban Özdogan udtrykker det overfor LigaManager. I samme åndedrag fastslår han, korrekt, at det hele stadig er tæt, men der er stadig noget, som ærgrer ved de to nederlag.
”Hvis man som spiller kigger på tabellen inden de to kampe og tænker, at hvis vi lige giver den en ekstra skalle mod både Vanløse og Brønshøj, så ved man også godt, hvad det kan rykke i tabellen.
”Som jeg også sagde i sidste uge, havde jeg forberedt spillerne på, hvilke kampe der ventede på den her tid af sæsonen med banernes beskaffenhed. Så er det bare nogle andre handsker, man skal tage på og lægge det flotte spil til side. Så må man kæmpe for hver eneste bold. Det savnede jeg mod både mod Vanløse og specielt i 1. halvleg mod Brønshøj”, fortsætter Saban Özdogan.
Han overtog cheftrænerposten i Nordvestsjællands fodboldflagskib i sommer, og det har indtil 13. runde været en fremragende sæson. Men nu skal humøret lige samles op inden årets sidste kamp.
”Spillerne skal op med hovederne igen. Jeg ved godt, når man kigger på de to seneste kampe, kan man godt tænke, at ”har det nu været så godt et efterår, som folk har snakket om”. Og vi må ikke glemme, at vi stadig har haft et rigtigt, rigtigt godt efterår.
”Man er nødt til at se på halvsæsonen oppefra, og det har sgu været godkendt. Men vi har stadig en kamp lørdag mod ASA og går man hen og taber den, kan det godt se grimt ud. Så har det stadig været godkendt. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at slutter man af med tre nederlag i træk, bliver det en lang vinterpause”.