AaB forfremmer U19-træner: Et kæmpe privilegie

AaB har foretaget ændringer i teamet omkring klubbens førstehold.

Det oplyser nordjyder i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at klubbens U19-træner, Frederik Bading Jørgensen, fremover skal være analytiker og assistenttræner for AaBs hold i Betinia LIGA.

29-årige Frederik Bading Jørgensen erstatter Grimur Magnusson, der kom til AaB tilbage i januar.

“Frederik kan bidrage med stor trænerfaglig indsigt plus en stærk analytisk tilgang til spillet, og derfor ser vi også den nye rolle som et optimalt match, da det også har været et ønske fra os, at vores analytiker også har en deltagende rolle i selve træningen,” udtaler AaBs sportschef, John Møller.

Selv udtaler Frederik Bading Jørgensen følgende om sin nye funktion i AaB: 

“Jeg er stolt af fra klubbens side at blive vist denne tillid, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med mine nye opgaver i AaB, hvilket jeg anser som et kæmpe privilegie.”

AaB er nummer fem i Betinia LIGA, der netop er gået på en tre uger lang landsholdspause.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA