Brabrand-angriber Astola scorede mod VSK: “Det var fantastisk”
Man skal være påpasselig med at vinke farvel til ens egne talenter for tidligt. Man risikerer, at de kommer tilbage og gør det grumme ved én. Det har en del klubber måtte sande igennem tiden og i fredags fik VSK Aarhus det at mærke.
Den 1. juli 2020 fik Elias Astola debut for VSK i udekamp mod Slagelse i 2. division. Tre dage senere fik han spilletid i hjemmekampen mod B.93. Fast mand nåede han aldrig at blive. Derfor stod han i fredags på VSK-anlægget i en Brabrand IF-trøje og scorede til slutresultatet 2-0.
”Det var fantastisk,” indrømmer Elias Astola overfor LigaManager om oplevelsen.
”Det betyder altid lidt ekstra, når det er derby, og det samtidig er en klub, hvor man har en historik. Jeg havde mange gode ungdomsår i VSK”, fortsætter angriberen, som ikke holdt igen med jublen, bare fordi det var en tidligere klub, han nettede imod.

”Det var selvfølgelig en forløsning at score, og der er stadig en masse intern respekt, som jeg ikke behøver at udstille”, forklarer Elias Astola, som var 16 år gammel, da han debuterede under corona-perioden. Herefter fulgte desværre to år, hvor han var mere eller mindre skadet.
”Jeg nåede aldrig rigtigt ind omkring holdet i den periode. Så havde jeg cirka et år i 3. division, hvor jeg var med i truppen, og det blev til nogle indhop. Herefter valgte jeg at tage et skridt ned og skiftede til VRI i Danmarksserien. Både for at få kontinuerlig spilletid men også for at finde fodboldglæden igen.”
Selvom flere klubber sniffede rundt om talentet, blev det blev til tre og et halvt år i VRI. Der var ikke rigtigt noget skifte, som føltes rigtigt, før Brabrand IF henvendte sig i sommer. Og Elias Astola tvivlede ikke på, at han havde niveauet til at træde op i CampoBet 2. division.
”Jeg var glad for at være i VRI i og synes egentlig også, at Danmarksserien holder et godt niveau. Jeg syntes ikke, at jeg behøvede at spille på et højere niveau. Men så fik jeg alligevel lidt blod på tanden igen og tænkte i sommer, at nu giver jeg det chancen, da Brabrand tog kontakt”.
Det har hverken Astola eller Brabrand IF haft grund til at fortryde. Han har været i truppen i de seneste ni ligakampe. De sidste otte i startopstillingen. Målet mod VSK var det tredje på fire ligakampe. Dertil en scoring i pokalturneringen. Og sejren over VSK var et solidt boost til hele truppen i Brabrand IF.
”VSK har igen i denne sæson vist, at de er et super godt fodboldhold. Jeg synes, at vi gik ud og og leverede en vanvittig god præstation og fortjent vinder 2-0. Det var vildt godt og siger også meget om, hvor vi er på vej hen som hold.”
Næste opgave for Elias Astola og co. bliver på hjemmebane mod Fremad Amager i CampoBet 2. division. Forude venter også endnu et muligt pokaldrama på AURA Park.
”Når vi kan slå Viborg, har vi også en chance mod AC Horsens, og det kunne da være fedt med en pokalkvartfinale”, drømmer 22-årige Elias Astola.