Optakt: Svarer Fremad Amager igen hos Brabrand?

I deres seneste to kampe hentede Brabrand IF uafgjort mod Nykøbing FC og vandt ude over VSK Aarhus. Ligaens nummer et og to. Før da tabte de til Thisted. Ligaens bundprop. Inden da vandt de over Viborg i pokalturneringen og spillede uafgjort mod Roskilde. Ligaens nummer tre.

Man kunne få den tanke, og stop mig bare, hvis du tænker, det er helt ude i hampen, at Brabrand elsker at være outsidere. Helt så store outsidere bliver de ikke, når de møder Fremad Amager. Ikke engang på hjemmebane hvor Brabrand henter de fleste af deres point.

Det er ligaens nummer ni, som tager imod nummer otte, men der er fem points forskel. Så med mindre kampen ender uafgjort, får Fremad Amager åbnet et solidt hul til bunden eller Brabrand er pludselig i spil til en endnu sjovere placering.

Mange hold har det svært i AURA Park. Men Fremad Amager har faktisk formået at navigere anstændigt her. De er uden nederlag i deres seneste fem besøg og vandt her i juni. Deres seneste nederlag her var i 2017. Det giver trods alt en tro på point. Der er kickoff kl. 14:00.

Formodede holdopstillinger:
Brabrand:
Hutters – Møller – Ime –– Jensen – Juul – Mandrup – Ernst –– Bro Christensen – Jørgensen – Møller – Astola

Fremad Amager: Hassan – Larsen – Olsen – Lyshøj – Gaunsbæk – Bredahl – Holst – Hørby – Bay – Lauritsen – Boateng

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet