Betinia LIGA: Fun facts før 12. spillerunde

12. spillerunde i Betinia LIGA afvikles fredag og lørdag, og traditionen tro varmer LigaManager op med statistiske fun facts til samtlige kampe.

Og vi starter på DS Arena, hvor Hobro tager imod Vendsyssel.

Hobro – Vendsyssel

Her er der tale om de to klubbers 33. indbyrdes ligaopgør siden 2010, og det er 17. gang, at det nordjyske derby afvikles med Hobro som hjemmehold.

Og det skal Hobro glæde sig over.

De foregående 16 rivalopgør er således resulteret i 11 sejre til Hobro, tre gange uafgjort og blot to sejre til Vendsyssel.

Hvidovre – HB Køge

Samme aften tager Hvidovre imod HB Køge, og også her er der tale om et hjemmehold med head-to-head-historikken i orden.

For ud af de seneste ti gange, hvor de to hold har krydset klinger på Pro Ventilation Arena, har Hvidovre vundet seks af kampene.

De øvrige fire opgør er endt med tre gange uafgjort og blot en enkelt sejr til de gæstende Svaner.

Hillerød – AaB

Vi dribler videre til Hillerød, hvor Slotbyens Hold lørdag middag tager imod AaB. En duel mellem to af de mest formsvage hold i Betinia LIGA.

Således har Hillerød endnu ikke vundet siden Betinia LIGA vendte tilbage fra landsholdspause, og i samme periode har AaB kun hentet et enkelt point.

Du kan se det aktuelle formbarometer i Betinia LIGA lige HER!

Esbjerg – Fredericia

Tidligere på ugen foretog LigaManager en midtvejsevaluering og uddelte karakterer til samtlige hold i Betinia LIGA.

I den forbindelse modtog Superliga-nedrykkerne fra Fredericia et 10-tal for den første halvdel af grundspillet, mens Esbjerg måtte nøjes med karakteren 00.

Lørdag eftermiddag mødes de to hold på Blue Water Arena, hvor Esbjerg i øvrigt har tabt de sidste fire gange, hvor modstanderen har været fra Fredericia.

AB – Kolding

Og apropos karakterer, så har oprykkerne fra ABs sæson indtil videre været til et 12-tal.

Det skyldes ikke mindst holdets topscorer, Milan Silva, der med syv scoringer topper Betinia LIGAs topscorerliste, hånd-i-hånd med Vejles Tobias Bach og Mikkel Duelund.

Lørdag eftermiddag skal Kolding nu også holde skarpt øje med ABs 26-årige canadier, O’Vonte Mullings, der med fire oplæg er på en delt førsteplads på ligaens assistliste.

Vejle – Aarhus Fremad

Vi slutter af i Nørreskoven, hvor Vejle tager imod Aarhus Fremad. Og kaster man et blik på tallene, så venter der en hård arbejdsdag for gæsternes bagkæde.

Vejle er nemlig det mest scorende hold i Betinia LIGA. 24 mål i 11 kampe.

Det er i øvrigt 14 mål mere end hvad Aarhus Fremad indtil videre har produceret, og aarhusianerne indtager såmænd også rollen som det pt. mindst scorende mandskab i landets næstbedste fodboldrække.

Du kan læse mere om måltallene i Betinia LIGA lige HER!

God fornøjelse med 12. runde af Betinia LIGA.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA