Brabrand-træner før pokalbrag: Ingen kommer her og får sejren foræret

To somre i træk har Brabrand IF været igennem et betragteligt antal ændringer i spillertruppen. Alligevel står man efter 13 runder af indeværende sæson i CampoBet 2. division på 15 point. Og endnu vigtigere: med ni point til nedrykning. Det havde man gerne solgt de første 13 runder for inden sæsonstarten.

”Vi aldrig helt, hvor vi står, når en sæson starter, for vi ved aldrig helt, hvor de andre står. Der er selvfølgelig nogen, som ikke kan eller bør kunne røres. Men selv sådan et hold kan stikke ud, som man så med FC Helsingør i sidste sæson,” fortæller cheftræner Michele Demontis til LigaManager.

”Bortset fra sådanne udfald, handler det om at kunne finde de fire-seks hold, som man er på omgangshøjde med, og så tage nogle slagsmål med dem. Men vi har også taget point fra hold som Nykøbing FC, FC Roskilde og B.93. Det er positivt, for de hold ender vi ikke over i tabellen.

”I det store billede rykker uafgjort mod hold som de to førstnævnte måske ikke det store, men det giver alligevel noget selvforståelse. Næsten ligegyldigt hvor god man er, kommer man ikke bare lige til AURA Park i Brabrand og får sejren foræret,” fortæller Demontis, som endnu engang synes at have haft succes med at fiske spillere fra en række, der måske er lidt overset.

”Da vi rykkede op, måtte vi gennemføre et mindre generationsskifte. Det overlevede vi. I sommer mistede vi så yderligere et par af dem med mange divisionskampe og desuden vores topscorer, Nemo Thomsen. Så kiggede vi ned i Danmarksserien, og det er der faktisk ikke ret mange, der gør.

”Vi hentede Søren Møller, Elias Astola og så Marcus Tøfting fra Lyseng, som rykkede ned i Danmarksserien. Nu kommer folk så og siger, at de er også gode spillere. Ja, det er jeg enig i, men det var os, der fandt dem i Danmarksserien,” siger Demontis, som har stor tiltro til, at truppen, trods det seneste resultat, ikke lader sig rive med.

”Selvom det er flot, at vi vinder ude over B.93, ændrer det ikke rigtigt noget for os. Vi er for kloge og for beskedne til at tro, at så kommer alt andet af sig selv, for vi har samtidig stadig tabt to gange til HIK.”

Onsdag forestår næste opgave, da AC Horsens venter på AURA Park i DBU Pokalen. Der er kickoff 13:30.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet