Optakt til 13.runde i Superligaen 30. okt – 2. nov

Superligaen ruller videre fra fredag til mandag med sæsonens 13.spillerunde. Her skal FC Midtjylland blandt andet forsøge at bryde en sejrstørke på seks år i Farum, mens Brøndby og AGF spiller storkamp på Vestegnen.

Herunder tager vi dig igennem alle rundens seks kampe i runden.

Lyngby Boldklub – Randers FC: Fredag d. 30/10 klokken 19.00

13. runde åbner med et bundbrag i Kongens Lyngby. En duel mellem Superligaens nummer 10 og 11, og to af rækkens aktuelt mest formsvage mandskaber.

Lyngby har ellers godt gang i målscoringen. To mål mod Brøndby, tre mål mod FCN, og to mål mod FCM. Problemet er, at målene også er væltet ind bag Kochen i eget mål, og at det flotte målsnit blot har kastet ét point af sig.

Et udmærket billede på de kongeblås sæson indtil videre. Masser af positive aspekter, men de får for lidt ud af anstrengelserne og det ofte flotte spil med bolden.

Fredag venter til gengæld alletiders mulighed for en sjælden sejr, for hos Randers står det overordentligt skidt til.

Kronjyderne har blot hentet ét point i de seneste fem kampe, og til forskel fra Lyngby er det svært at finde noget positivt at sige om de spillemæssige præstationer.

I nederlaget mod Brøndby var Randers uden rutinerede spillere som Dammers, Björkengren og Lauenborg, som også må betragtes som tvivlsomme i denne omgang.

Alle kan slå alle i bunden af Superligaen, men hjemme på eget græs bør og skal Lyngby kunne slå et slagent Randers-hold helt uden selvtillid.

OB – Silkeborg IF: Søndag d. 1/11 klokken 14:00

Striwerne fra Fyn er tæt på at være flyvende. Jovel, det bliver måske til lidt for få sejre, men den seneste tid kan de godt tillade sig at være stolte over.

Ét nederlag i otte, og point mod rækkens helt store krabater i de seneste fire runder. Sejr over Brøndby og X’er FCM, FCN og FCK. Stærkt!

Nu handler det om at smede mens jernet er varmt. Denne gang i favoritrollen hjemme mod Silkeborg, og spørgsmålet er, om det bekommer Thomasbergs tropper godt?

Klubben fra Søhøjlandet er der ligeledes svære at få ned med nakken. 4-0 nederlaget med en mand i undertal mod Sønderjyske var en kæmpe svipser, men senest stemplede Silkeborg tilbage med 1-1 mod FC Nordsjælland, og har altså blot tabt én af deres seneste syv kampe.

De indbyrdes statistikker peger mod point til gæsterne. Silkeborg er nemlig inde i en fremragende stime mod OB med syv kampe i rap uden nederlag, og sejre i de tre seneste møder.

Med det sagt, så er det dog meget lidt, som adskiller de to mandskaber, og med hjemmebanefordelen taget i betragtning, ville det ikke være overraskende med en pointdeler.

Viborg FF – AC Horsens: Søndag d. 1/11 klokken 14.00

Energi Viborg Arena danner søndag ramme om et opgør mellem to af Superligaens mest positive overraskelser i sæsonen.

På trods af afskeden med holdets bedste spiller, Thomas Jørgensen, er de grønblussede midtjyder igen med i tabellens sjove ende. Fremragende bedrift taget budget og materiale i betragtning.

Tredjepladsen er dog ved at komme i fare efter to nederlag i rap mod FCM og AGF. Braget mod lokalrivalerne havde Viborg ikke fortjent at tabe, men i Aarhus gik de til gengæld fra banen med et helt fortjent nederlag.

Viborg har allerede taget et par store skalpe på hjemmebane mod FCK, Brøndby og AGF, men er også røget ind i en enkelt svipser mod bundholdet Lyngby.

Umiddelbart dufter det ikke af tre stensikre point søndag. AC Horsens virker nemlig bare til at blive bedre og bedre.

Den Gule Fare har blot tabt én af de seneste seks kampe i Superligaen, og kommer med masser af selvtillid i bagagen efter sidste weekends afklapsning af Sønderjyske.

Oprykkerne har tabt fire kampe i sæsonen. Alle mod hold fra den aktuelle top-fem, og nederlaget mod netop Viborg i slut august var helt på sin plads.

Siden dengang virker det dog til, at Niki Zimlings tropper har lagt yderligere på, og selvom bookmakerne har stor tiltro til tre nemme Viborg-point, tror jeg, vi har et helt tæt opgør i vente.

FC Nordsjælland – FC Midtjylland: Søndag d. 1/11 klokken 16.00

Nå… Vi er vel nået dertil, hvor vi kan konstatere, at FC Nordsjælland er gået i stå. Fire sejre og kun ét nederlag i de første seks runder er vekslet til blot én sejr i de seneste seks runder.

Især i de seneste kampe har formkurven været nedadgående. Først med et nederlag på hele 4-1 til Viborg, og siden med uafgjort mod OB, Lyngby og Silkeborg. De tre sidstenævnte er kampe som Farum-klubben skal vinde, hvis de vil bokse med om medaljer.

På underliggende stats som xG, xG imod og clean sheets er Jens Fønsskovs tropper ellers helt i top i Superligaen, men skarpheden i felterne mangler.

Hjemmebaneformen ser dog som sædvanlig stærk ud med fire sejre og en enkelt uafgjort i fem kampe.

Hos FC Midtjylland er det lige omvendt. Ulvene kender deres besøgelsestid bedre end nogen andre i rækken, og behøver ikke spille godt for at køre tre point i hus.

Gæsterne er brølstærke og kyniske, og med tre sejre i rap har de nu overhalet FCK i toppen af rækken.

På form peger det mod tre point til FC Midtjylland, meeeen… Der er lige det med midtjyderne og Right To Dream Park. Hele 11 gange i streg er de gået fra kunstgræsset i Farum uden sejr.

Den her duel kan gå alle veje.

Brøndby IF – AGF: Søndag d. 1/11 klokken 18.00

Søndagen lukker og slukker med storkamp på den københavnske vestegn, når Brøndby tager imod AGF. STORkamp. Ikke TOPkamp.

Indtil videre ser det nemlig lidt lunkent ud i begge lejre med utilfredsstillende placeringer som nummer fem og otte i tabellen, men det gør ikke opgøret mindre interessant. Der er nemlig pres på både Brøndby og AGF, som snart skal stykke en ordentlig stime sammen for at indfri forventningerne bare tilnærmelsesvis.

Heldigvis kan begge duellanter se lyset for enden af tunellen. Efter fire nederlag i rap, har Brøndby vundet to af de seneste tre. Endda i overbevisende stil. Og tirsdag spillede de sig også sikkert videre til kvartfinalen i pokalturneringen med sejr over AB.

Værd at bemærke er dog, at sejrene er kommet mod Lyngby og Randers, som kæmper gevaldigt med formen for tiden. Så spørgsmålet er, om Brøndby også kan levere mod bedre modstandere?

Det er AGF unægteligt selvom tabellen ikke indikerer det. De forsvarende mestre er så småt ved at ramme niveau igen ovenpå den forfærdelig sæsonstart. Sejr over Sønderjyske, uafgjort i Parken og sæsonens hidtil bedste præstation senest mod Viborg.

Der er grobund for en tæt affære på Brøndby Stadion, og med tre X’er i de seneste fem indbyrdes opgør, ville det ikke overraske med en pointdeler.

Sønderjyske – FC København: Mandag d. 2/11 klokken 19.00

Pinslerne vil ingen ende tage for Sønderjyske. Bedst som man troede, at de havde gang i en efterårsopblomstring blev de nemlig skilt ad med 5-1 ude mod Horsens.

Man kan ikke klandre den uprøvede træner Abdirahman for alle holdets dårligdomme. Han har nemlig ikke fået nemme arbejdsbetingelserne med sommerens markante afgange, men man må efterhånden også konstatere, at han kun i få kampe har sat sit hold op til et konkurrencedygtigt niveau.

Sønderjyske har allerede indkasseret 29 gange i 12 kampe. Det giver et snit på 2.4 mål imod pr. kamp, og så er det selvsagt svært at vinde fodboldkampe. Der mangler bund, niveau og organisation i Abdirahmans hold.

Derfor bør der heller ikke blive den mindste tvivl om udfaldet af mandagens kamp.

FCK er klokkeklare favoritter på Sydbank Park, selvom deres niveau også er dalet over de seneste uger.

Efter en forrygende start på sæsonen med otte sejre i ni kampe, er københavnerne uden sejr i de seneste tre runder mod FCM, AGF og OB.

Det betyder, at Bo Svensson og co. er dumpet ned på andenpladsen, og derfor skal der død og pine stemples tilbage her.

Det stinker af en sikker udesejr, hvor FCK’s individualister kan tanke selvtillid mod Sønderjyskes skrantende defensiv.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen