Analyse: Selvfølgelig skulle Brøndby ikke signe Maxsø
Andreas Maxsø har imponeret i FC Midtjylland. Endda i en sådan grad, at cheftræner Mike Tullberg kræver stopperens kortvarige aftale forlænget hurtigst muligt.
Det har naturligvis udløst kras kritik af Brøndby. Selvom de blågule har forklaret, hvorfor de med syv stoppere i truppen valgte ikke at hente deres tidligere anfører tilbage, bliver klubben nu kritiseret for ikke at have slået til, da muligheden bød sig.
Fair nok. Maxsø har leveret varen og formentlig på et højere niveau, end de fleste havde forventet. Men kritikken bygger også på et bagklogt øjebliksbillede. Selvfølgelig kan man argumentere for, at Brøndby kunne bruge Maxsø her og nu givet klubbens skader, men det er dårlig business at jonglere med lønkroner over så kort en tidshorisont. Og Brøndby har brug for at se mod horisonten.
Som Brøndbys medejer Jan Bech forleden forklarede, præsenterer klubben snart en ny strategi. Men allerede nu kan vi godt gætte os til, hvilke skinner der bliver lagt ud.
Brøndby skal ganske enkelt blive bedre til at sælge spillere. Og til højere beløb. Det er ikke længere nok at forsøge at indhente rivalerne FCK og FCM på resultater. Der skal også langt flere penge i kassen fra spillersalg.
FCM har en absurd stærk transferperiode bag sig og kan tillade sig at tage den med ro i et vindue eller to, mens klubben nyder udsigten fra toppen af en solid pengetank. Alligevel råder midtjyderne allerede over flere spillere, der kan sælges for betydelige beløb.
Den ro er en luksus, Brøndby ikke har. Skal klubben vinde terræn, er den nødt til at tage chancer og give spilletid til yngre kræfter med videresalgspotentiale – derudover skal Binks have plads over en hel sæson til at tage lederrollen. Det indebærer en risiko for svingende resultater, og her bliver det cheftrænerens opgave at begrænse udsvingene mest muligt. Dertil er det en del af det strategiske tankegods, at spillere som Wass og Mortensen skal løfte mentorrollen i omklædningsrummet.
Derfor må det også have været med stor lettelse, at spillere og stab kunne forlade Randers med en sejr på 3-1 efter en periode med fem nederlag i seks kampe.
Maxsø vil på kort sigt uden tvivl give FCM et løft i forsvaret, og midtjyderne har råd til at acceptere, at der ikke er noget videresalgspotentiale i ham.
Men hvis Brøndby skal turde lægge hånden på kogepladen og holde fast i den strategi, som vi snart bliver klogere på, ville det være selvmodsigende at bruge en betydelig del af lønbudgettet på 32-årige Maxsø.