Betinia LIGA: Så er der fun facts før 14. spillerunde

Lige om lidt venter årets sidste landsholdspause. Inden da skal 14. spillerunde i Betinia LIGAs afvikles. Fredag, lørdag og mandag.

Og ja, LigaManager varmer som altid op med en håndfuld statistiske fun facts.

God fornøjelse!

Vejle – Fredericia

14. spillerunde bliver skudt i gang med et topgør i Nørreskoven. Vejle mod Fredericia. Nummer to mod nummer tre. Ligaens bedste angreb mod tabellens bedste forsvar.

Sidst de to Superliga-nedrykkede krydsede klinger, endte duellen 2-2, og der er da heller ikke meget, der indikerer, at den kommende duel ender uden mål. Således har de to hold ikke spillet 0-0 i de seneste 16 indbyrdes opgør de sidste ti år.

Head-to-head-historikken peger også i retning af, at chancerne for et uafgjort resultat er små. For ud af de foregående16 kampe er blot fire af dem endt uden en vinder.

AB – Vendsyssel

Uafgjort er der heller ikke meget der tyder på, at oprykkeropgøret på Gladsaxe Stadion ender. AB og Vendsyssel har nemlig ikke delt i porten siden august 2014.

Siden da har to hold tørnet sammen ti gange og begge hold har hver vundet fem af kampene.

At AB fredag aften spiller på hjemmebane er dog ikke en udpræget fordel. For ud af de seneste fem gange, hvor AB har haft besøg af Vendsyssel, har akademikerne tabt.

HB Køge – AaB

Det ville også være synd at sige, at HB Køge opererer med en hjemmebanefordel, når svanerne fredag aften tager imod ellers så kriseramte AaB.

Siden 2011 har HB Høge nemlig ikke vundet en eneste ud af syv hjemmebanekampe mod aalborgenserne. I stedet er det blevet til to gange 1-1 og fem nederlag.

Læg dertil, at HB Køge pt. er det næstdårligste hjemmebanehold i Betinia LIGA, mens AaB – trods klubbens omfattende formnedgang – er nummer fire i ligaen, når det kommer til at spille på udebane.

Hillerød – Kolding

Apropos dårlig form, så er Hillerød med tre point i de sidste fire ligakampe nummer 10 på Betinia LIGAs aktuelle formbarometer.

Her er Hillerøds kommende modstand, Kolding, derimod nummer fire, og Karl Marius Aksums tropper er på den front da også favoritter til alle tre point på Secma Ground.

Når det er sagt, så er Hillerød langt bedre hjemme end holdet er ude. Således har Slotsbyens Hold hentet 10 af holdets i alt 12 point på eget græs, mens Kolding indtil videre i indeværende sæson blot har spillet sig frem til 26,7 procent af holdets samlede pointproduktion på udebane.

Hobro – Esbjerg

Vi løber videre til DS Arena i Hobro, hvor værterne skal op imod Esbjerg, der ankommer med selvtillid i støvlerne. Således har Esbjerg endnu ikke tabt en ligakamp med Hjalte Bo Nørregaard ved roret, og sidste weekend gik den opadgående formkurve ud over Hvidovre, der måtte nøjes med uafgjort 1-1 på Blue Water Arena.

Det slutresultatet skal publikum dog ikke frygte lørdag eftermiddag. Ingen af de seneste seks kampe mellem Hobro og Esbjerg, der har fundet sted på DS Arena, er således endt 1-1.

Kampene er i stedet endt 2-0, 3-6, 1-2, 2-6, 1-2 og 2-1.

Hvidovre – Aarhus Fremad

Vi lukker og slukker på Pro Ventilation Arena, hvor Betinia LIGAs tophold mandag aften tager imod Aarhus Fremad.

Gæsterne ankommer med fem point og ingen nederlag i de seneste tre kampe, men på papiret er der ikke meget, der tyder på, at Aarhus Fremad tager hjem fra Hvidovre med nye point på kontoen.

Hvidovre er nemlig stadig – og som det eneste hold i Betinia LIGA – uden nederlag i indeværende sæson, og har aldrig tabt til Aarhus Fremad på eget græs.

Læg dertil, at Hvidovre går på banen med 1. divisions næstfarligste makkerpar i startopstillingen, nærmere bestemt Donavan Bagou og Oliver Kjærgaard, der tilsammen står bag 50 procent af Hvidovre samlede målproduktion i de første 13. runder.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA