AaB spiller med sørgebind i Køge
Når AaB fredag aften møder HB Køge på Capelli Sport Stadion, spiller gæsterne med sort sørgebind.
Det skyldes, at AaBs mest scorende spiller nogensinde, Kjeld Thorst, gik bort tidligere på ugen.
Kjeld Thorst fik sin debut for AaB tilbage i 1961 og scorede sidenhen 88 mål i 265 officielle kampe for klubben.
Sideløbende med klubkarrieren nåede Kjeld Thorst også at spille 26 kampe for det danske A-landshold, hvor det i alt blev til seks scoringer.
Kjeld Thorst spillede sin sidste kamp for AaB i 1971 og kunne se tilbage på blandt andet en pokaltriumf og to bronzemedaljer med Nordens Paris.
AaB vil også bære sørgebind, når aalborgenserne næste gang spiller hjemme på Aalborg Portland Park.
Det sker torsdag den 26. november, hvor Kjeld Thorst vil blive mindet med et minuts stående applaus.
Kjeld Thorst blev 86 år.