Optakt: Thisted-træner siger farvel mod Fremad Amager
Det har været en blandet landhandel på udebane for Fremad Amager i dette efterår i CampoBet 2. division. To sejre, to uafgjorte og tre nederlag. Mere eller mindre så gennemsnitligt, som det kan blive. Derfor har de heller ikke taget nogen chancer før kampen mod Thisted FC.
For en sjælden gangs skyld har man overnattet i byen. Derfor kan spillerne i hvert fald ikke undskylde sig med en lang bustur i kroppen, hvis man nu ikke skulle opnå det ønskede resultat. Og det er en sejr mod bundproppen.
Det er den sidste hjemmekamp i spidsen for Thisted FC for træner Daniel Kristensen. Han kan kigge tilbage på et kokset efterår med blot én sejr. De fik dog uafgjort i den omvendte kamp, hvilket kun var, hvad thyboerne som minimum havde fortjent.
Om der så er selvtillid nok i tanken på nuværende tidspunkt til at tage kampen op med amagerkanerne, må tiden vise. At dømme ud fra sidste uges duel mod B.93, er det en flok selvtillidsforladte Thisted-spillere, der går på banen. Der er kickoff kl. 19:00.
Formodede holdopstillinger:
Thisted FC: Raahauge – Andreasen – Engstrøm – Gyldenløve – Andersen – Ankerstjerne – Appiah – Overgaard – JJ – Ejsing – Nehme
Fremad Amager: Hassan – Bay – Gaunsbæk – Lyshøj – Brinch – Olsen – Bredahl – Holst – Hørby – Lauritsen – Boateng