AB Forever formand: Kunne være fedt at snakke Superliga igen
På grønsværen vandt favoritholdet 3-1 over Brabrand IF og bedre opvarmning til lørdagens jubilæumsfest kunne AB Forever selvfølgelig ikke have ønsket sig. I loungen på Gladsaxe Stadion var der disket op med buffet, inklusive hjemmelavet kage. Et velflydende fadølsanlæg sørgede for smurte stemmebånd, der var musik og quizzer.
Og selvfølgelig tale fra formanden, Kasper Pedersen. Alt i alt var 50-60 medlemmer af AB Forever klar til at ”give den en over nakken”, som formanden udtrykte det overfor LigaManager. Og hvor længe? ”Til vi dejser”, kom det knastørre svar. På sit højeste havde foreningen omkring 2200 medlemmer. I dag holder 230 AB-fanen højt. Og det er stigende, fortæller Kasper Pedersen.
LÆS OGSÅ INTERVIEW MED MEDLEM NUMMER 1 I AB FOREVER
”Vi kan godt mærke, at der er kommet nyt ejerskab i klubben, og at de faktisk prioriterer fansene. Vi har et super godt samarbejde med klubben, og vi kan helt klart se, at der bliver flere officielle medlemmer i fanklubben. Vi kan også se, at der kommer flere og flere på stadion, der nærmer sig stemningscentrummet ovre ved trommen.”
Trods sin forholdsvis unge alder har Kasper Pedersen selv været med så længe, at han faktisk ikke engang kan huske, hvor længe han har været formand!
”Det er 10 eller 12 år. Jeg startede med at komme her med min far, hvor vi sad ovre på den modsatte tribune. Så begyndte vi at rykke tættere og tættere på AB Forever. På et tidspunkt tænkte jeg, at nu skal der ske noget. Så jeg syede et flag, tog det med, og det syntes de var super fedt. Siden har jeg været med,” siger formanden, som ikke er gammel nok til at have været med omkring pokaltriumfen, men der har været andre højdepunkter.
”Der var nogle år i 1. Division, hvor vi reddede os i de sidste to runder fra nedrykning. Der havde vi nogle rigtig gode fester efterfølgende. Også oprykningen fra 2. division blev fejret. Jeg kunne godt tænke mig, at vi rykkede op i år. Det kunne også være fedt, hvis vi skulle op og snakke Superliga på et tidspunkt”, kom det håbefuldt fra formanden, inden aftenens mange pligter kaldte.
Kunne du tænke dig at tilslutte dig AB Forever, kan du finde de nødvendige oplysninger lige her.