Analyse: Derfor har Neestrup udtaget stjernerne

Når man ser på den trup, som Jacob Neestrup har udtaget til pokalkampen mod Hobro, så er det en gruppe med tydelig signalværdi.

Han tager ikke let på opgaven og har udtaget hele det tunge skyts. Det kan der være flere årsager til. For det første er det sandsynligt, at han ønsker at flage internt til selv de bedst betalte, at når man spiller, som tilfældet er for tiden, så er der ingen gratis fridage.

Under andre omstændigheder så kunne man forestille sig, at han havde udtaget en mere reservepræget trup. Ikke denne gang trods modstanderen Hobro ligger til nedrykning i den næstbedste række med et budget, der ikke ville kunne købe en FCK-angribers venstre fod.

Men ikke denne gang. Nu skal alle i arbejdstøjet efter en stime på ti kampe med blot to sejre.

Derudover så stiger presset på Neestrup. Der var pibekoncert i Parken forleden, og enhver kan se FCM hamre formstærkt afsted. Der er ikke plads til flere bananskræller, og der skal kunne leveres på alle fronter: Ligaen, Europa og Pokalen.

Det bliver der ikke lige nu. I 3F Superligaen handler det frem mod vinterpausen bare om at hænge på og genfinde vejen til sejre.

Champions League er en historie for sig. Det er en gigantisk succesfortælling hver gang et dansk hold kommer i turneringens gruppefase. Så selv om der internt i FCK drømmes om at gå videre fra gruppefasen, så er det tog ved at være kørt. Det kræver en sejr ude mod Tottenham i næste runde.

Men Europa er ikke en presbold for Neestrup – han har leveret millionerne og den gyldne billet til Champions Leagues grundspil. Flueben der.

Pokalen er så næste udfordring. Igen set i vinterpausens perspektiv så handler det bare om at være med i hatten til forårets pokalkampe. En tidlig exit vil være en stor skuffelse, og det er det sidste, som Neestrup har brug for nu.

Derfor har han intet andet valg end at tage alle stjernerne med til Hobro. Han har ganske enkelt brug for at se dem trække i arbejdstøjet og levere en stensikker sejr og avancement til næste runde.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen