HB Køge-boss optimist før Horsens

HB Køge er det dårligste udebanehold i Betinia LIGA. Således har holdet blot høstet ét ud af 21 mulige point på fremmed græs.

Og fredag aften? Ja, der står HB Køge ansigt til ansigt med ingen ringere end Horsens…i Horsens.

Alligevel er HB Køges cheftræner, Nicklas Pedersen, optimist forud for opgøret.

“I de sidste to kampe har vi leveret tre rigtig gode halvlege. Og set over hele sæsonen synes jeg generelt, vi har leveret præstationer, der har kunnet give os point stort set hver gang.”

“Gør vi det igen i Horsens, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne vinde derovre, selvom de selvfølgelig er klare favoritter,” udtaler Nicklas Pedersen til HB Køges hjemmeside og fortsætter:

“Offensivt er vores relationelle spil ved at være på plads og drengene finder hinanden bedre og bedre for hver kamp, der går. Vi har været lidt ramt af, at normale startere som Marc (Rochester, red.) og Gabriël (Culhaci, red.) har været skadet og derfor har vi måtte rykke lidt rundt på nogle ting og nogle andre har måtte træde til.”

“Det kan godt tage lidt tid, inden det hele er spillet sammen. Men jeg synes, det har set godt ud i de seneste kampe, og det har et par af vores scoringer den seneste tid også vist. Vi kan lave flotte, gennemspillede mål og det er virkelig opløftnede,” slutter Nicklas Pedersen.

Kampen mellem Horsens og HB Køge fløjtes i gang klokken 19.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA