Analyse: Her er FC Midtjylland skarpere end AGF
FCM – AGF kan næsten kun blive et brag! Når de to tophold tørner sammen i Herning mandag aften, så er det ikke kun et møde mellem rækkens pt bedste mandskaber, men også to forskellige vidnesbyrd om ligaens styrke.
Denne sæson ligner en sjældent set spændende affære mellem hele fire hold i toppen af tabellen. Det er ikke kun pointmæssigt, at AGF, FC Midtjylland, Brøndby og FCK er stoppet af i top-4, men kvalitetsmæssigt sender de ganske enkelt stærkere signaler end forfølgerne.
Når FCM og AGF sættes i gang, så er der et par statistikker og tal, som er væsentlige at have fokus på.
AGF har scoret 27 mål, FC Midtjylland 35 – der er ganske enkelt skarpheden til forskel.
AGF har nemlig sendt 218 afslutninger afsted – FC Midtjylland noget færre med 193. Rivalklubberne ligger bemærkelsesværdigt lige, når det kommer til zonen, hvorfra hovedparten af afslutningerne eksekveres nemlig i straffesparksfeltet. Her sender AGF 66 procent af deres afslutninger afsted, FCM ligger på 67 procent. Men kun 33 procent af AGF’s afslutninger rammer målet. Her ligger FCM markant højere med hele 45 procent. Det er næsten halvdelen af FCM’s afslutninger, der sidder indenfor skiven.
Og der er god chance for, at afslutningen høvles afsted med fødderne. Hele 86 af AGF’s afslutninger er sendt afsted med poterne. For FC Midtjyllands’s vedkommende lander det tal på 82.
Spørgsmålet er, om skarpheden igen bliver afgørende for FCM?