Analyse: FCK er presset til at jagte sejren hos Spurs!
Når FC København løber på banen i det nordlige London til mødet med Tottenham, så bliver det med opbakning i tusindtal fra medrejsende fans. Der venter dem en stor oplevelse ikke kun på grund af vidunderlige London, men også på grund af Spurs’ smukke stadion.
Men det er op til FCK’s spillere at sætte kirsebær på oplevelsen. Det skal de ganske enkelt med mindst et og helst tre overraskende point mod Thomas Franks Tottenham.
Det er en stor præstation for et dansk hold at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil, men FCK nærer ambitioner om at nå videre fra grundspillet. Den vision er under stort pres.
Efter tre kampe så står der blot et point på kontoen. Det kræver omkring ti point at slutte i den del af feltet og med hårde udekampe mod Villarreal og Barcelona forude samt et besøg i Parken af ingen ringere end Napoli, så ser det regnestykke mere og mere dystert ud. Som tidligere nævnt så ser nederlaget til Qarabag ud til at koste dyrt, men det er fortid nu. Skal FCK holde liv i håbet, så skal de gå til kampen mod Tottenham med ambition om at vinde. De har ganske enkelt ikke andet valg til trods for londonerne naturligvis er tårnhøje favoritter.
Det er som den legendariske intro til den første ‘Pusher’ film. ‘Du har ikke en chance – grib den’.