Ærlig Thisted-målmand Raahauge: Vi tabte fortjent
Ligesom hans træner ærligt erkendte, at Næstved Boldklub havde fortjent sejren i Thisted søndag eftermiddag, overgav hjemmeholdets velspillende målmand sig også til overmagten.
”Det var en skidt første halvleg fra vores side. Vi giver Næstved et hurtigt straffespark, som de eksekverer. Herefter kommer vi lidt bedre med i kampen, og får også udlignet på et godt mål. Men Næstved har nogle gode offensivspillere i Bertram Kvist, Mark Kongstedt, bl.a., som styrer det oppe foran.
”Jeg synes, det er dem, der dikterer spillet for dem og er deres store profiler. De kommer selvfølgelig også til mulighederne mod os. Men jeg synes også, at vi skal true deres bagspillere noget mere. Det synes jeg ikke, vi får gjort nok, hverken i første eller anden halvleg,” lød det fra Andreas Raahauge overfor LigaManager efter nederlaget på 2-1.
”Hvis du kigger på chancerne, er det fortjent nok, at vi taber. De har også mange chancer i anden halvleg, og vi har vel nærmest kun et skud i hele kampen. Det scorer vi så også på, hvilket er fedt. Men det er altså også et godt spillende hold. De er gode til deres processer.
“Det er selvfølgelig ærgerligt at tabe på hjemmebane, men sådan er det nogle gange i fodbold”, erkendte Andreas Raahauge, som kunne se tilbage på kamp, der var endt i et endnu større nederlag, hvis han ikke havde leveret et par fremragende parader især efter pausen.
”Ja, men jeg er da også personligt i gang i en god sæson, synes jeg. Når du er målmand, er erfaring bare det vigtigste. Det der med, at du har spillet så mange kampe mod de andre klubber, at man kender situationerne. Hvad sker der her og alle de her ting.

”Man har bare en helt anden ro, når man har spillet mange kampe. Det kan kun gavne en, når man er målmand. Så jeg håber, at jeg kan spille i mange år endnu. Det er i hvert fald mit mål”, håber Raahauge, som inden kampen fik overrakt en buket i anledning af, at han for nylig rundede 150 kampe for Thisted FC.
Raahauge og holdkammeraterne spiller én sidste hjemmekamp i 2025. Den står lørdag eftermiddag mod Ishøj IF med kickoff kl. 15:00. Og lad der lyde en advarsel til medrejsende Ishøj-supportere. Lad være med at prøve at provokere Andreas Raahauge, som Næstved-tilhængeren på stortromme søndag eftermiddag. Sjældent har han så hurtigt forladt et stadion!