Bay tror på Fremads offensive kurs: Vi har spillerne til det
Fremad Amager vil gerne spille mere offensivt og proaktivt. Det var den primære årsag til, at man efter kun tre runder af sæsonen valgte at sige farvel til succestræneren fra forårssæsonen, John Bredal.
Man fornemmer opbakning til kursændringen fra størsteparten af tilhængerne, og ifølge klubbens mangeårige midtbaneprofil, Markus Bay, har holdet de nødvendige kvaliteter til at føre ambitionerne ud i livet.
“Jeg synes ikke, at vi har spillerne til at stå lavt. Det kunne man også se i hjemmekampen mod eksempelvis Thisted FC. Når vi står lavt, går det ofte galt”, siger Markus Bay i et interview med LigaManager.
Markus Bay rundede i hjemmekampen mod FC Roskilde 200 kampe for Fremad Amager. Det er en af de kampe, han fremhæver som et eksempel.
“Jeg synes, vi har set bedst ud i starten af kampene, hvor vi har presset højt på FC Roskilde og Thisted FC og tvunget dem til at lave fejl. Vi har nogle hurtige og fysisk stærke spillere. Både på midtbanen og i bagkæden har vi dygtige boldspillere. Så jeg synes klart, at vi har holdet til at gå højere op.”
Den offensive tilgang handler samtidig om mere end det rent spillemæssige, fortæller Bay, der efter mere end syv år som Fremad Amager-spiller kender en del til, hvad der får stadion til at rocke.
“Vi får klart nemmere Sundby Idrætspark med, hvis vi går højt, og der kommer lidt underholdning. Det får publikum med og skaber mere energi omkring holdet. Det hjælpe sindssygt meget, hvis fansene er med.”
Som Markus Bay indikerer, har der været gode perioder, hvor man er lykkedes. Udfordringen har været at fastholde det igennem 90 minutter. Fremad Amager har haft en tendens til at falde tilbage og overlade modstanderne initiativet.
Det kostede udligning mod FC Roskilde, selvom man var i overtal i en time, og det kostede en sen udligning mod Thisted FC.
“Vi begynder lige pludselig at tænke, at: “vi er tæt på at vinde, men tænk nu, hvis de andre scorer.” Kommer vi først ind i det mindset, tror jeg altid, det vil gå galt. Det skal vi væk fra. Vi skal turde fortsætte med at presse på, men der er et eller andet, som får os til at bakke fem meter til sidst.”
Bay tror dog på, at det kan ændre sig, og ifølge ham er “koden”, at holdet får kampen, hvor den ønskede spillestil fungerer i samtlige 90 minutter.
“Vi skal lige have den første sejr, hvor vi tænker: I dag har vi domineret. I dag har vi gjort, hvad vi skulle i 90 minutter. Ikke kun i 70 eller 60. Vi har spillerne, træningsforholdene, trænerne og ledelsen. Vi har det hele til, at vi skal ligge bedre, end vi har gjort det seneste stykke tid.
“Når først det hele klikker, bliver Fremad Amager et hold, som ingen modstandere har lyst til at møde,” lover Markus Bay.