Delac’ Chelsea-tid: Gud har en plan for mig

Da Matej Delac i sommeren 2018 skrev under på sin første kontrakt med AC Horsens, havde han ikke drømt om, at klubben og byen skulle gå hen og blive ‘hans andet hjem’.

Men sådan er det endt.

Matej Delac er blevet horsensianer, det samme er hans familie, og når Horsens på søndag tager imod Hillerød hjemme på Nordstern Arena, vogter manden fra Gornji Vakuf-Uskoplje klubbens mål for 214. gang.

Det gør Matej Delac til den udenlandske spiller med flest kampe i klubbens historie. En milepæl, han er stolt af, og som er værd at skrive om, hvilket LigaManager også gjorde tilbage i august, hvor Metaj Delac blev indehaver af rekorden, som han siden da har slået weekend efter weekend.

Men det skal ikke handle om Matej Delacs ‘andet hjem’. Det skal handle om hans ‘første’, nemlig Chelsea FC.

For selvom Matej Delac aldrig nåede at spille en officiel kamp for London-klubben i de otte år, han repræsenterede Chelsea, hvor det derimod blev til ti udlån til otte forskellige klubber, så er Matej Delac ikke i tvivl:

Chelsea er og bliver hans ‘første hjem’.

Petr Cech og co.

Det var danske Frank Arnesen, der hentede Matej Delac til London fra kroatiske Inter Zepresic, hvor Matej Delac cirka et år forinden havde fået førsteholdsdebut i en alder af blot 16 år og 186 dage.

En debutalder, der stadig den dag i dag gør ham til den yngste debutant nogensinde i den bedste kroatiske fodboldrække.

Men selvom Matej Delac havde kampe på sit CV, inden skiftet til Chelsea i sommeren 2010, så var det en dreng, og ikke en mand, der ankom til Stamford Bridge.

“Jeg husker min første træning i Chelsea, som var det i går. For den gik virkelig dårligt. Jeg kunne slet ikke gribe bolden. Det hele var meget overvældende,” griner Matej Delac ved tanken om, at det var spillere som Petr Cech, John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba, han dengang var omgivet af, og kunne kalde for sine holdkammerater.

For det var Petr Cech og co. Også selvom Matej Delac aldrig nåede at spille en officiel kamp med de verdensberømte navne. I stedet blev Matej Delac selv kendt for at være ham, der blev sendt ud på det ene låneophold efter det andet.

“Men jeg følte aldrig, at jeg bare var en spiller, der blev sendt ud på lån. Jeg var altid i tæt kontakt med Chelsea. Spillerne, træner, hele staben og især Christophe Lollichon, min målmandstræner.”

“Hvor end jeg var, fik jeg besøg hver måned, og efter samtlige kampe, jeg spillede, snakkede vi i telefon og analyserede min indsats. Selv når jeg var skadet, tog Chelsea sig altid af mig og gav mig samme behandling som Petr Cech. Så selvom jeg var væk fra klubben, følte jeg altid, at jeg var en integreret del af den.”

“Jeg deltog jo også i samtlige pre-seasons, hvor José Mourinho i forbindelse med en træningskamp faktisk valgte mig til startelleveren på bekostning af Petc Cech,” smiler Matej Delac.

Få fortrydelser

Apropos Petr Cech, som Matej Delac stadig er i nær kontakt med, så var der aldrig tvivl om, at det var tjekken, der var Chelseas førstevalg. Matej Delac var købt ind som tredjemålmand, mens Thibaut Courtois og senere Kepa, var nummer to i rækken.

“Jeg fortryder ikke at jeg var i Chelsea, mens Petr Cech var der. Tværtimod. Jeg vidste, hvilke målmænd, Chelsea havde, da jeg i sin tid skrev under. Jeg kendte min plads og vidste, at jeg primært skulle lånes ud.”

“Det eneste, jeg fortryder, er et par af mine udlån. Især det første, hvor jeg valgte at tage til Holland og spille for Vitesse, i stedet for at blive lejet ud til Inter Zepresic og få yderligere erfaring i vante omgivelser.” 

“Men jeg var ung og troede, at jeg var klar til det næste skridt og spille i udlandet. Det var jeg ikke. Da jeg ankom til Vitesse, vidste jeg godt, at jeg ikke var førstevalg. Jeg var i øvrigt også skadet.”

Foto: AC Horsens

“Albert Ferrer var træner og han og klubben ønskede kun det bedste for mig, og pressede mig derfor rigtig meget. Men set i bakspejlet var jeg ikke klar mentalt.” 

“Jeg kæmpede også meget med at bo alene. Min bror boede hos mig de første måneder, men derefter var jeg kun mig selv. Det var ikke let,” erkender Matej Delac, der i Vitesse, og i forbindelse med flere af de andre udlån, gik med tankerne om at give op.

“Men jeg førte aldrig tankerne ud i livet. Chelsea blev jo ved med at tro på mig, og forlængede hele tiden min kontrakt, hvilket gjorde, at jeg aldrig var i tvivl om, at jeg var en del af familien.”

Der var nu også en anden grund til, at Matej Delac ikke gav op på livet som professionel fodboldspiller.

Guds plan

Matej Delac er nemlig troende katolik og hvad end karrieren har budt på op- eller nedture, så er han overbevist om, at der altid har været, og stadig er, en mening med det hele:

“Jeg har aldrig været i tvivl om, at der har været en mening med alt, hvad der er sket i mit liv og min karriere. Hver gang, der er sket noget skidt, er der kort efter sket noget godt. Jeg er ikke i tvivl om, at Gud har en plan for mig.”

Derfor var det heller ikke tilfældigt, at Matej Delac efter otte år i Chelsea, skiftede til Horsens i sommeren 2018, om end klubbens daværende cheftræner, Bo Henriksen, havde sin tvivl om, hvorvidt Matej Delac var det rette køb.

Foto: AC Horsens

Ikke hvad angår kroatens fodboldmæssige kvaliteter. Det var mere hans personlighed, Bo Henriksen var usikker på. For der måtte da være noget i vejen med Matej Delac som person, eftersom han havde været på lån i otte forskellige klubber på otte år.

“De var bange for, at jeg var en typisk Balkan-fyr fuld af problemer og attitude. Men de tog fejl. Jeg er og har altid været loyal overfor de klubber, jeg har spillet i.”

Det må man sige. For på søndag spiller Matej Delac, som nævnt, sin kamp nummer 214 for Horsens. Og oppe på tribunerne kommer det, der er vigtigere end alt andet for den 33-årige kroat, nemlig hans familie, til at sidde og heppe med.”

“Da jeg kom til Horsens, ønskede jeg ikke bare en god klub at spille i. Min familie og jeg havde også brug for stabilitet, og et trygt land, hvor mine børn kunne vokse op. Alt det, har vi fået i Horsens. Og det er jeg taknemmelig for.”

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA