Fortjent choksejr: Middelfart plukkede Svanerne
Lørdag eftermiddag skete der noget i Betinia LIGA, der ikke sker ofte. Faktisk er det kun sket en enkelt gang i løbet af den efterårssæson, som der i denne weekend bliver lukket og slukket for i landets næstbedste fodboldrække.
Der skete nemlig det, at Middelfart, Betinia LIGAs suveræne bundprop, vandt en fodboldkamp.
Det lå bestemt ikke kortene før kampen mod HB Køge på Capelli Sport Stadion, og heller ikke da de to hold gik til pausen ved stillingen 1-0 til hjemmeholdet.
HB Køge var nemlig altdominerende i de første 45 minutter, hvor Middelfart til gengæld var tæt på fornærmende ringe, men efter pausen tog Fanden ved de nedrykningstruede oprykkere fra Vestfyn, og frem til slutfløjt stod der Middelfart på det meste.
Ikke mindst i det 56. til det 62. minut, hvor indskiftede Mads Hansen scorede to mål, der skulle vise sig, at tippe alle tre point i retning af Middelfart.
Især scoringen til 1-2, hvor Mads Hansen formfuldendt lagde bolden henover hovedet på HB Køge-keeper Noah Sømmergaard, var en forløsende fryd for øjet i Middelfart-lejren.
Med sejren er Middelfart fortsat på 12. og sidstepladsen i Betinia LIGA, men nu med 12 point på kontoen. HB Køge er nummer 11 med 18 point, a point med Hobro.