Overset: Manden med de seks lunger

Vanløse IF har haft en fornuftig efterårssæson i CampoBet 3. Division, hvor topscorer Bjørn Paludan er rendt med de fleste overskrifter. 

Ikke underligt, når man har pumpet hele 14 kasser ind og er suveræn topscorer i ligaen.

Fodbold er dog som bekendt en holdsport, så når Vanløse IF-træner Mads Hadberg skal pege på en profil i efteråret, så kan han snildt finde andre navne frem.

“Hvis jeg ikke bare skal pege på Bjørn Paludan, så vil jeg sige,  at vi har lidt af en ‘unsung hero’ inde på midtbanen i form af Jonatan Knaack,” siger Mads Hadberg, der gerne synger et par vers til ære for sin midtbanekriger, der med viceanførerbindet om armen har dækket svært mange kvadratmeter græs i efteråret.

“Han løber, løber og løber og arbejder vildt godt for holdet,” siger Vanløse-træneren om sin Knaack-midtbanemotor, der med sit efternavn nok også vækker en form for genlyd andre steder i CampoBet 3. Division.

For i Holbæk B&I, der har de såmænd også en Knaack rendende. Her huserer Alexander Knaack i angrebet. Han er Jonatan Knaacks lillebror og en noget anden spiltype.

For mens Aleksander Knaack er en teknisk velfunderet målscorer, så er storebror Knaack mere et atletisk monster. 

Han er i hvert fald skræmmende god for Vanløse, siger træner Mads Hadberg.

“Vores Knaack han har tre sæt lunger. Han dækker simpelthen bare så meget plads på banen. Det er vigtigt, at man på et fodboldhold også har nogle spillere, der har lysten til at tage en masse af den her type ´negative´ meter. Han er virkelig dygtig,” siger Vanløse-træneren.

Selvom manden med de seks lunger ikke er nogen notorisk målscorer, så har Jonatan Knaack dog fundet vej til netmaskerne en enkelt i løbet af efteråret. 

Den scoring faldt i Vanløses 2-2-hjemmekamp mod Hørsholm-Usserød og kan ses lige her:

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div