3. Div-overblik: Ingen kan stoppe Næsby, oprykkerne rykker og Brønshøj på tavlen

CampoBet 3. Division blev før sæsonen af flere trænere i divisionen beskrevet som en slagmark, hvor alle kan slå alle.
Det lader til at holde stik, hvor især oprykkerne fra Hørsholm-Usserød har overrasket positivt. I weekenden blev det til endnu en sejr, da bundproppen IF Lyseng blev besejret 2-1. Aarhus-holdet er nu eneste hold i rækken uden point.
Hørsholm-Usserød, der spiller sin første sæson i CampoBet 3. Division, er nummer to - kun overgået af suveræne Næsby Boldklub, der buldrer videre med maksimumpoint efter 1-0 hjemme over Næsby.
“Det var lidt en arbejdssejr i dag mod det måske bedste hold, vi har mødt,” siger Næsby-træner Nicolai Wollenberg om mødet med oprykkerne fra Vanløse, der bed godt fra sig i Odense.
I toppen af CampoBet 3. Division finder man også ambitiøse Nykøbing FC, der dog kun fik et enkelt point efter 0-0 hjemme mod Brønshøj Boldklub, der dermed endelig kom på tavlen i denne sæson.
“Vi er ærgerlige over, at vi ikke står her med tre point. Spil og chancer fortæller os, at vi havde muligheden for at få de tre point i dag. Så vi kan godt tillade os at være skuffede over resultatet, “ siger Nykøbing FC-cheftræner Mikkel Thygesen.
Ærgerlig er man mildest talt også i Holbæk, der på udebane tabte 2-0 til Sundby Boldklub, der i de første fire runder også har bevist, at oprykkerholdene sagtens kan være.
“Vi skal arbejde hårdt på træningsbanen nu og komme tilbage på sporet mod Frem," siger Holbæk-træner Erdogan Aslan.
Frem kommer på besøg i Holbæk i næste runde med god selvtillid, da nedrykkerne fik en vigtig sejr i weekenden med 1-0 ude over Odder, der fortsat ikke kan få tingene til helt at svinge i denne sæson.
I rundens sidste opgør vandt FA 2000 med hele 4-1 over Vejgaard. Dermed fortsatte Frederikbergklubben trenden med, at man enten taber eller vinder stort.
Stillingen i CampoBet 3. Division kan studeres her, mens man kan se højdepunkter og mål fra weekendens kampe her.
