Aarhus Fremad-ejer: Jeg kommer til at savne ham
Efter 6,5 år som cheftræner for Aarhus Fremad er Morten Dahm Kjærgaard fortid på Riisvangen. Fremover skal den 42-årige cheftræner nemlig stå i spidsen for Superliga-klubben Silkeborg IF.
Det oplyste Silkeborg IF i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
“Morten har været en vigtig faktor i klubbens udvikling igennem de sidste 6,5 år. Vi har defineret en fast spillestil, som han dygtigt har implementeret, og han har været med til at løfte barren, når ambitioner er blevet vendt.”
“Vi kommer til at savne hans energi og arbejdsomhed, samtidig har vi godt været klar over, at han skulle videre på et tidspunkt. Vi er blevet fint kompenseret og ønsker Morten alt det bedste fremover,” udtaler Aarhus Fremads direktør, Jesper Blicher Dahl, til Aarhus Fremads hjemmeside.
Morten Dahm Kjærgaard kom til Riisvangen tilbage i januar 2020 og har siden da stået i spidsen for Aarhus Fremad i 2341 dage. Dengang var klubben, ligesom i dag, ejet af Lars Kruse, der også sætter ord på Morten Dahm Kjærgaard og hans tid på Riisvangen:
“Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Morten. Ikke alene for den fantastiske udvikling, som vi sammen har skabt i Aarhus Fremad, men også for det venskab, der er opbygget gennem mange år.”
“Jeg ønsker ham alt det bedste og glæder mig til at følge hans videre rejse. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan nå rigtig langt i sin trænerkarriere.”
“Personligt har jeg også lært rigtig meget af at arbejde tæt sammen med Morten. Hans kompromisløse tilgang, høje ambitioner og evige jagt på forbedringer har sat et tydeligt aftryk på både mig og på klubben,” understreger Lars Kruse og fortsætter:
“Når det er sagt, kommer jeg nok ikke til at savne hans utålmodighed eller hans evige insisteren på, at tingene altid kunne gøres lidt bedre. Men sandheden er også, at hvis ikke Morten havde været den, der konstant pressede på og udfordrede os alle sammen, så var Aarhus Fremad næppe nået dertil, hvor klubben står i dag.”
“Derfor skal der også lyde en tak for på sin helt egen måde at være både krævende, stædig og indimellem en smule irriterende. Det har været med til at flytte klubben.”
“Fodboldverdenen er, som den er, og det er kun naturligt, at en dygtig træner får muligheden for at prøve sig af på et endnu højere niveau. Den mulighed har Morten fortjent. Jeg kommer til at savne ham i Aarhus Fremad.”
I den forgangne sæson førte Morten Dahm Kjærgaard Aarhus Fremad frem til en ottendeplads i Betinia LIGA. En præstation, som LigaManager i forrige uge hædrede med titlen som Sæsonens Træner i landets næstbedste fodboldrække.
Morten Dahm Kjærgaard har første arbejdsdag i Silkeborg IF den 22. juni.