AB forlænger aftale med oprykningstræneren

AB har forlænget aftalen med succestræner Fannar Berg Gunnólfsson, hvis kontrakt ny lyder på yderligere to år frem til juni 2029. Det skriver klubben på egen hjemmeside, hvortil islændingen reagerer med følgende udtalelse.

“Jeg er ekstremt glad og stolt over at fortsætte som cheftræner i AB. Vi har en klar vision for, hvad vi ønsker at bygge sammen i de kommende år. Vi kommer ud af en succesfuld sæson, og det, der står klart for mig, er, at klubben, og alle omkring den, er enormt sultne efter endnu mere succes. Nu er tiden inde til at bygge videre på det, vi har skabt her gennem de seneste år.

“Jeg kan ikke vente til pre-season sammen med mit trænerteam og spillerne. Jeg ser også frem til starten på den nye sæson i juli og til at se vores fans tilbage på tribunerne til de første kampe.”

Gunnólfsson overtog trænerposten i november 2025, da Joey Gudjonsson måtte rejse hjem til Island. Under Gunnólfsson blev det til 11 sejre, to uafgjorte og tre nederlag i sæsonens sidste 16 kampe. Den periode sætter sportsdirektør Jen Chang følgende ord på.

“Siden sin ansættelse har Fannar videreført den udvikling, klubben har været igennem de seneste sæsoner. Det kulminerede med oprykningen fra CampoBet 2. Division. Vores tidligere cheftræner Joey Gudjónsson spillede en stor rolle i oprykningen, og det vil vi altid være taknemmelige for. Fannar har bygget videre på det fundament og fortsat arbejdet med at etablere en tydelig spillemæssig identitet.”

“Da Fannar trådte til, vidste vi, at vi ansatte en leder med en enorm karakter, som har fortsat med at flytte os fremad. Forlængelsen af kontrakten er ikke blot en anerkendelse af de fremskridt, vi har gjort; vi ser den som et fundamentalt skridt mod at fortsætte succesen og vinderkulturen på lang sigt for denne klubs fremtid,” føjer bestyrelsesformand Brian Grieco til.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA