AC Horsens slanker truppen

Før AC Horsens mandagskamp mod Hvidovre på Pro Ventilation Arena, sagde klubbens sportsdirektør, Esben Hansen, til Viaplay, at AC Horsens spillertrup var for stor, og at der er behov for en slankekur inden transfervindue lukker 2. september.
En slankekur, der allerede er i fuld gang.
Således meddeler klubben tirsdag middag, at angriberen Kwaku Karikari sendes afsted på en et-årig lejeaftale til den serbiske klub Zeleznicar Pancevo.
"Lige nu er der for langt til spilletid for Karikari, og derfor giver det god mening, at han skifter til en stærk klub i en god liga, hvor han kan få spilletid og høste selvtillid gennem gode præstationer."
"Vi tror stadig på Karikari og glæder os til at få ham tilbage i en endnu bedre udgave," fortæller Esben Hansen til klubbens hjemmeside.
Zeleznicar Pancevo spiller i den bedste serbiske række, hvor de efter tre kampe i den indeværende sæson er noteret for to point.
23-årige Karikari kom til AC Horsens i 2024 og har siden noteret sig 32 kampe for klubbens førstehold. Han har kontrakt med Den Gule Fare indtil sommeren 2028.
AC Horsens' udekamp mod Hvidovre endte 0-0 og David Nielsens tropper er ligger derfor fortsat nummer seks i Betinia LIGA, men nu med fem point på kontoen.
Der er spillet tre runder af Betinia LIGA og landets næstbedste fodboldrække er allerede knækket over på midten. Det kan du læse mere om HER!
