Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold
Betinia Liga

Analyse: Betinia LIGA er knækket over på midten

AI-foto: Unsplash.com
5/8/2025 11:51

Der er spillet tre runder af sæsonen.

Alligevel er Betinia LIGA allerede knækket over på midten.

Kaster man et blik på tabellen, er der fem hold, der er noteret for enten seks eller syv point. Resten af holdene er noteret for et enkelt eller to. Lige på nær AC Horsens, der mandag aften spillede 0-0 ude mod Hvidovre og derfor er noteret med fem point på sjettepladsen.

Der resterer stadig 19 runder af grundspillet, så det er fortsat early days i landets næstbedste fodboldrække. Det gør nu ikke synet af tabellen dags dato mindre interessant.

I toppen af Betinia LIGA lever både Lyngby, Hillerød og Horsens op til favoritværdigheden om at være blandt dem, der er i spil til en oprykning til Superligaen næste forår. Det samme gør Kolding IF, der i fredags vandt 3-1 over Betinia LIGAs daværende tophold, og nu er oppe på seks point ud af ni mulige.

I bunden af tabellen kommer det ikke som et chok, at det er de to oprykkere, Aarhus Fremad og Middelfart, der agerer bundprop. Bedømt på spil og chancer har Aarhus Fremad fortjent mere end hvad klubben har fået i de tre første kampe. Det samme kan siges om Middelfart.

Til gengæld kommer det som en overraskelse, at Superliga-nedrykkerne fra AaB kun er noteret for to point ud af ni mulige.

Bevares! Betinia LIGA er kompetitivt hundeslagsmål, hvor forskellen på David og Goliath i de fleste tilfælde er minimeret til en fair duel. Og ja, det tager tid og koster kræfter i landets næstbedste fodboldrække, hvor kvaliteten er stor og ambitionerne endnu større.

Alligevel burde AaB på nuværende tidspunkt ikke være fem point efter tabellens tophold.

Det lyder måske ikke af meget, men det er det. Især med tanke på, at det er en udebanekamp mod HB Køge, der venter i næste runde. Ender opgøret med endnu et nordjysk pointtab, kan afstanden op til Lyngby og co. lynhurtig blive alarmerende stor.

HB Køge tabte rigtignok - og fortjent - 3-1 til Kolding på Autocentralen Park i fredags, men de seks point, som Svanerne er noteret for i Betinia LIGA er hentet hjemme på Capelli Sport Stadion.

Vi er meget klogere, når 4. runde af Betinia LIGA er færdigspillet. Kampene finder sted fredag, lørdag og søndag.  

Jakob Genz