Analyse: Cooper skal løse Brøndbys knude
Brøndby havde efter min overbevisning et fremragende transfervindue med ikke mindst tilgangen af stopperen Godfrey. Samarbejdet med Binks i en britisk blok har i forårets tre første kampe samlet lukket 0,33 mål ind i gennemsnit.
Det er fremragende rent defensivt. Alligevel kæmper Brøndby for at holde fast i den tredjeplads, der giver adgang til Europa.
Sønderjyske, Viborg, FC Nordsjælland og FCK kommer buldrende bagfra, men reelt burde de blågule have et pænt forspring. Og måske tilmed drømme om at æde sig ind på AGF og FCM.
Nu ligner det et langt forår, hvor der skal kæmpes hårdt for den tredjeplads. Ikke kun de manglende mål har været et problem. Det er helt indlysende ikke godkendt – men dumpet med et tordenbrag – ikke at score i forårets tre første kampe mod modstandere som Randers, Viborg og Sønderjyske.
Steve Cooper har taget ansvaret. Han kan heller ikke andet. Det er hans hold, men det stikker dybere end som så.
Når det kommer til den offensive fremdrift, spiller de skabende spillere ikke et flow – man ser et forkrampet opspil båret af et ønske om tage ansvar og være kampafgørende. Det koster vitale sekunder og den knude skal løses op. Spillere som Sow og Dennis skal naturligvis finde sig til rette i en liga, der er mere fysisk end taktisk, men genvinder Brøndby momentum, spiller hurtigere så kommer de rum, som offensiven har brug for. Kommer rummene, kommer målene. Spørgsmålet er bare om Cooper får løst den knude i tide?
Allerede søndagens vanskelige tur til Herning kan se Brøndby miste tredjepladsen. Og så rimer forårsstarten mere på krise end knude.