Analyse: Superligaens tak for ingenting til FCM, FCK og Bif!
I efterårets sidste uger lignede det, at Superligaen havde lagt i ovnen til en forrygende afslutning. Måske op til fire guldkandidater og den mest spændende afslutning i ligaens historie.
Nu står vi så her i maj og kan kåre AGF som mestre uden stort ståhej – efter 40 og en sjat vandt de fortjent og omsider et mesterskab – fordi spændingen ganske enkelt forsvandt.
Det skal ikke tage noget som helst fra AGF’s guld. De er i top-8 over mesterhold med flest point, så al ære og hæder til Poulsen og co. Og ingen snak om, at det var ufortjent og billigt til salg.
Men det er ikke AGF’s styrkes skyld alene, at spændingen gik af ballonen. Faktisk stod AGF for sidste minutnederlaget til FCM i Herning for slutspillets største spændingsmoment.
FCK? Jammerlig sæson. Trænerfyring og for første gang i klubbens historie i nedrykningsspillet. Nu skal Europa reddes via pokalfinalen eller en playoff-kamp. Det er alt andet end godkendt.
Brøndby? De havde en spinkel mulighed for at blande sig i guldkampen, da slutspillet begyndte, men i mere end halvdelen af slutspilskampene har de end ikke scoret. Steve Coopers job må virkelig være til intern debat.
FCM? For andet år i træk bliver det til sølv. Dette trods klubbens til dato dyreste hold og vidtløftige ambitioner. I foråret blev det for alvor udstillet, at Franculino mere end bar ulvene, og da han røg ud af regnestykket, så sled FCM med spillestil og aftryk på kampene. Bedst eksemplificeret ved den super-sløje indsats i 0-0 kampen i Farum søndag. Her havde FCM stort set ikke bolden, bød ikke ind med et nævneværdigt pres og FCN måtte ærgre sig over, at de ikke kørte en sikker sejr hjem. Med andre ord spillede de ikke et minut for guld. Den falder tilbage på træner Tullberg.
Til gengæld falder følgende dom tilbage på hele trioen FCK, FCM og BIF – spænding? Tak for ingenting.
Og stor ros til AGF for at holde hovedet koldt og kørte titlen i mål i den mesterstil, som rivalerne ikke var i nærheden af.
